; ;
Gemt

Status på infrastrukturplaner

Regeringen har fremlagt sin infrastrukturplan sammen med Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet har også offentliggjort deres plan. Drøftelserne forventes enten at strække sig ud på den anden side af Folketingsvalget eller munde ud i et smalt og hurtigt forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Nyhed

DANSK ERHVERV | TRANSPORT - 18. MARTS 2019

Det er Dansk Erhvervs vurdering, at planen bør være funderet på et bredt flertal over midten for at have den fornødne robusthed, da udmøntningen vil strække sig over flere valgperioder. Et bredt forlig kan kun vanskeligt skabes under den valgkamp, der i realiteten er startet. Læs mere om planerne her. 

”Et sammenhængende Danmark” fra regeringen og DF
Planen indeholder en opgradering af stort set samtlige punkter i den overordnede motorvejsinfrastruktur i Danmark. Tidsmæssigt starter planen i 2021 og slutter i 2030.

Dvs. E45 fra Kolding og nordover til Randers, ny limfjordsforbindelse, påbegyndelse af den sydlige del af en midtjysk motorvej i 2023 og påbegyndelse af færdiggørelse i 2030, ringmotorvejen om Herning færdiggøres samt udvidelse af motorvejen over Fyn særligt omkring Odense. På Sjælland færdiggøres motorvejene til Kalundborg, Hillerød og Frederikssund og kapaciteten omkring hovedstaden udbygges betragteligt. Derudover indeholder planen puljer til bl.a. regionale og lokale projekter for både vej, bane og cykeltrafik. Endelig afsættes midler til vedligeholdelse af det eksisterende vejnet. Det er et punkt, der ellers ofte forsømmes i disse planer.

Planen svarer i meget høj grad til de projekter, Dansk Erhverv har foreslået, og det er vi tilfredse med. Der er dog detaljer, der skiller. Fx ser Dansk Erhverv gerne Kalundborgmotorvejen og den midtjyske motorvej færdiggjort tidligere og udvidelsen af Øresundsmotorvejen fremskyndet. En knast er også kapaciteten til parkering for tung trafik på motorvejsrastepladser, hvor regeringen dog åbner for forhandling med erhvervslivet.

”Langsigtet infrastrukturplan” fra Socialdemokratiet
Socialdemokratiets "Langsigtede infrastrukturplan" indeholder i høj grad samme vejprojekter som Dansk Erhverv (og regeringen samt DF) anbefaler, men har derudover større fokus på baneområdet og flere penge til cykelområdet. Planen indeholder bl.a. en bibeholdelse af det såkaldte ”Togfond II”-forlig, som DF har opsagt i forbindelse med deres indtræden i regeringens plan. S opfordrer til bredt samarbejde, hvilket Dansk Erhverv støtter.

Kontakt

Transport

Jesper Højte Stenbæk

Fagchef for transport og infrastruktur
Medarbejderprofil