; ;
Gemt

Store opgaver i vente for ny kommissær

Den nye EU-Kommission mangler fortsat at få fastlagt sin nye transportkommissær. For hvem end der ender med den centrale post, så venter der vigtige opgaver på den grønne omstilling og EU’s transportregler.

Nyhed

Dansk Erhverv | Transport og Logistik - 6. november 2019

Den nye EU-kommission lader sig vente. Kommissionen, med den tyske Ursula von der Leyen, skulle have trådt til den 1. november, men uenigheder med Europa-Parlamentet har forsinket processen.

Problemerne er opstået under høringerne af den rumænske, ungarske og franske kommissionskandidat, der alle tre måtte se sig stemt ude af et parlamentarisk flertal. Blandt de tre stod den rumænske Rovanal Plumb til at blive transportkommissær.

Hvem der lander posten nu, ved ingen, men for den nye transportkommissær venter der vedkommende to store opgaver.

For det første skal arbejdet med EU’s vejpakke fortsætte. Det kan vise sig at være en vanskelig opgave, da flere af de mest omstridte forslag nu er i den sidste fase af vedtagelsesprocessen, hvor Europa-Parlamentet og Ministerrådet skal nå til et kompromis.

For det andet venter der en stor grøn opgave forude. Transportkommissæren skal i samarbejde med kommissæren for Klima, hollandske Frants Timmermans, koordinere Kommissionens arbejde vedrørende reducering af transportsektorens CO2-fodaftryk. Det har von der Leyen slået fast i hendes ”Mission Letters” til de respektive kommissærer. Herudover vil den nye transportkommissær blandt andet skulle bistå udarbejdelsen af et kommende forslag til en sammenhængende strategi for bæredygtig og smart mobilitet samt initiativer, der bidrager til ambitionen om nuludledning, og til at udnytte mulighederne for automatiseret mobilitet.

Det forventes, at den nye kommission kan blive godkendt og tiltræde ved starten af det nye år.

Uanset hvordan den nye Europa-Kommission kommer til at se ud, vil der være meget at tage fat på henover dens femårige mandatperiode. Dansk Erhverv vil følge med hele vejen, og som altid stå til rådighed.

Kontakt

Transport

Jesper Højte Stenbæk

Fagchef for transport og infrastruktur
Medarbejderprofil