; ;
Gemt

Et styrket skattevæsen er godt nyt for erhvervslivet

Når skattevæsenet ikke fungerer godt nok, er det skidt for hele Danmark. Regeringen har længe bebudet, at skattevæsenet skal genrejses, og nu sætter de handling bag ordene. Det sker konkret i regeringens udspil til finansloven for næste år.

Nyhed

Dansk Erhverv | Politik - 2. oktober 2019

Af Jacob Ravn, skattepolitisk chef for Dansk Erhverv

Regeringen ønsker, at der skal afsættes yderligere midler til skattekontrol. Ambitionen er, at der allerede næste år skal etableres et nyt skattecenter med 250 medarbejdere til bekæmpelse af for eksempel organiseret skattesnyd og momssvindel.

En samlet enhed
Hvis det lykkedes at få lavet én samlet enhed, der har ressourcer og de rigtige specialister, som har viden om området, så vil dette center kunne gøre en forskel i forhold til udenlandske svindlere. For bedre kontrol med de udenlandske virksomheder vil naturligvis være til gavn for de danske virksomheder, som har rent mel i posen.

Snyd med moms ved e-handel
Vi har alle sammen hørt om udbytteskandalen, men de færreste ved nok, at snyd med moms ved e-handel også er et voksende problem. Vi håber derfor, at en ny enhed vil kunne bidrage til at sikre, at der bliver gjort noget effektivt ved alle de skatteproblemer vi har med udlandet. For skal der gøres noget, så skal indsatsen koordineres med andre lande.

Lange ventetider på skatteklager
I regeringens lovkatalog er der desuden varslet et opgør med de lange ventetider på skatteklager. Det har længe været et problem, at virksomheder må vente i alt for lang tid på at få afgjort den slags sager. I første kvartal 2018 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle sager på tværs af afgørelsesmyndighederne på 29,4 måneder. Landsskatteretten toppede listen med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 34,2 måneder. Og meldingen fra Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder er, at sagsbehandlingstiderne ved Landsskatteretten i nogen tilfælde nærmer sig 5 år. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at der skal gå så lang tid, før man kan få afgjort sin sag.

Regeringen vil fjerne fritvalgsordningen
Vi tager derfor positivt imod, at regeringen nu vil handle. Dog er vi noget bekymrede i forhold til, at regeringen vil fjerne fritvalgsordningen. Ordningen betyder, at borgere og virksomheder, der havner i en tvist med skattevæsenet, ikke længere selv frit kan vælge, om de vil have deres skattesag behandlet i Landsskatteretten eller i det lokale skatteankenævn. Det skader simpelthen retssikkerheden.

Skru ned for kompleksiteten
Når der er så mange sager, som det er tilfældet, skyldes det de uhyre komplicerede skatteregler, som der findes i dag. Derfor opfordrer vi klart regeringen til skrue ned for både mængden og kompleksiteten af skattereglerne. Hvis skattereglerne blev gjort mere enkle, så vil mængden af skattesager blive mindre og dermed ville køen i retssystemet bliver kortere til gavn for både virksomheder og samfund. Det ville være oplagt for regeringen at se på dette område, og fra Dansk Erhvervs side hjælper vi meget gerne med gode ideer.

 

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Jacob Ravn

Advokat, souschef PA og Skattepolitisk chef
Medarbejderprofil