; ;
Gemt

Sundhedshensyn kontra brandhensyn – hvor skal håndspritten egentlig placeres?

27. maj 2020

Af Marianne Eltong Gade 

Værnemidler, og specielt håndesinfektionsmidler som håndsprit, er et helt nye bekendtskab for de fleste danskere. Nu møder vi håndsprit private hjem, på arbejdspladserne og i detailhandlen. Men håndsprit er en brandfarlig væske, der hører til blandt de mest letantændelige væsker og derfor skal placering og opbevaring ske med omtanke for sikkerhedenHåndsprit er derfor også omfattet af restriktive regler om opbevaring (og transport), som f.eks. betyder, at butikker faktisk ikke må opstille håndsprit ved indgangsdørene …… men det var før 12. marts 2020 og før vi for alvor blev bekendt med COVID-19 i Danmark.  

Håndspritdispensere må ikke anbringes i flugtveje  
Efter de gældende regler om brandfarlige og brændbare væsker (Beredskabsstyrelsens bekendtgørelse om brandfarlige og brændbare væsker § 8), må håndspritdispensere ikke anbringes i flugtveje, dog med en undtagelse for plejeinstitutioner (sygehuse mv.), når følgende opfyldes: 

  • Der er et væsentligt sundhedsmæssigt hensyn, der taler herfor 
  • Dispenserne ikke umiddelbart kan placeres andre steder 
  • De brandmæssige hensyn tilgodeses i videst muligt omfang. 

Butikker har handlet i strid med reglerne 
Det er tydeligt, at reglerne med sundhedsmyndighedernes anbefalinger om håndhygiejne og brug af håndsprit under COVID-19 kolliderer med reglerne om brandfarlige og brændbare væsker. Dette gælder særligt for butikker, hvor håndspritdispensere helt naturligt anbringes i gangarealer og ved indgangsdøre (som imidlertid har status af flugtveje). Så ved at følge de sundhedsmæssige anbefalinger, overtræder butikkerne altså brandsikkerhedsreglerne. 

Coronavirus/COVID-19 pandemien betyder, at sundhedsmyndighederne har udsendt generelle råd til befolkningen samt mere specifikke retningslinjer, hvor der bl.a. er fokus på håndhygiejne og anbefalet brug af håndsprit. Afledt heraf har mange virksomheder og institutioner m.fl. opsat/anbragt håndspritdispensere, og det har i praksis vist sig uundgåeligt, at nogle af disse anbringes i flugtveje, typisk i gangarealer og ved indgangsdøre. Dette er imidlertid i dag med få undtagelser ikke tilladt, jf. ovenstående. 

Plejeinstitutionsregler rulles ud til alle pr. 01.06.20 
Nu er der imidlertid en ændring af reglerne på vej således, at dispensationsmuligheden for plejeinstitutioner udvides til at gælde generelt og der dermed kan tages højde for situationer, hvor de sundhedsmæssige hensyn vejer tungere end de brandmæssige 

Fremover må der således anbringes håndspritdispensere med et rumindhold på højst 1 liter pr. dispenser i flugtveje (som indgange også skal opfattes som), bortset fra trapperum, hvis der vel at mærke er væsentlige sundhedsmæssige hensyn, der taler herfor, og hvis dispenserne ikke umiddelbart kan placeres andre steder. Reglerne slår dog også fast, at de brandmæssige hensyn fortsat skal tilgodeses i videst muligt omfang. 

De brandmæssige hensyn skal blandt andet tilgodeses ved at det sikres, at den samlede mængde håndsprit i flugtvejen indgår i den samlede vurdering af, hvor mange dispensere det er forsvarligt at anbringe. Bredden af flugtvejen bør også indgå i den samlede vurdering af, hvor mange dispensere, der er forsvarligt at anbringe. Der bør desuden benyttes hårdt materiale til dispenserne, men ikke nødvendigvis af ikke-brændbart materiale. Dispenserne og eventuelle holdere bør herudover være beskyttet mod antændingskilder, så der bør være passende afstand til stikkontakter. Dispenserne bør ikke placeres i flugtveje med gulvtæpper, ligesom genopfyldelige dispensere ikke bør genopfyldes på stedet på grund af risikoen for spild ved overhældning fra en større beholder til dispenserne. 

Med lempelser af reglerne, kan vi fortsætte med den udvidede anvendelse af håndsprit i hverdagen. Lempelsen af reglerne ventes at træde i kraft den 1. juni 2020, men Beredskabsstyrelsen opfordrer allerede nu brandmyndighederne til at undlade at påtale forhold, som med den kommende lempelse fremadrettet vil blive lovlige. Lempelsen vil også gælde, efter at COVID-19-situationen er overstået, da der efter den aktuelle pandemi forventes at være et fortsat stort fokus på hygiejne til forebyggelse af sygdomme.