; ;
Gemt

Sundhedsinitiativer vinder indpas på landets arbejdspladser

48 procent af de adspurgte på de danske arbejdspladser har iværksat sundhedsinitiativer. Det er en fremgang på ni procentpoint i forhold til 2017, hvor andelen var 39 procent. Det viser en ny undersøgelse fra Norstat for Dansk Erhverv. Med den landsdækkende konkurrence, ”Danmarks Sundeste Arbejdsplads – Initiativprisen 2018”, sætter Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Falck Healthcare netop fokus på sundhedsinitiativer på landets arbejdspladser.

Nyhed

Flere og flere arbejdspladser over hele landet indfører sundhedsinitiativer for deres medarbejdere. En ny rundspørge foretaget af Norstat for Dansk Erhverv viser, at 48 procent af de adspurgte på landets arbejdspladser har iværksat sundhedsinitiativer. Det er en fremgang på ni procentpoint i forhold til 2017, viser rundspørgen, der er foretaget i anledning af konkurrencen, ”Danmarks Sundeste Arbejdsplads – Initiativprisen 2018”.

Konkurrencen, som er iværksat af Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Falck Healthcare, er med til at hylde og kaste lys på alle de gode sundhedsinitiativer, der lever ude på landets arbejdspladser. For sundhed på arbejdspladsen er ikke kun gavn og glæde for den enkelte medarbejder. Det kan også ses på den økonomiske bundlinje i form af færre sygedage.

Et stort skridt i den rigtige retning
- Det er super flot, at 48 procent af de adspurgte på landets arbejdspladser svarer, at de har sundhedsinitiativer på deres arbejdsplads. Det viser jo, at sundhed og trivsel allerede er noget, som prioriteres rundt omkring på arbejdspladserne. Selv om der også er plads til forbedringer, er det virkelig et skridt i den rigtige retning. For sundhedsinitiativer kan være med til at løfte medarbejdere både mentalt og fysisk. Dette afspejles jo også i spørgeundersøgelsen, hvor næsten to tredjedele siger, at sundhedsinitiativer har en positiv betydning.

- Med konkurrencen om ”Danmarks Sundeste Arbejdsplads – Initiativprisen 2018”, sætter vi fire organisationer i disse måneder fokus på de gode initiativer, der allerede findes på de danske arbejdspladser, så vi kan få dem bredt ud og frem i lyset, så andre virksomheder kan inspireres af dem, siger Katrina Feilberg Schouenborg, sundhedspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

Sundhedstiltag har positiv betydning
64 procent af de adspurgte er enige i, at sundheds- og trivselstiltag har positiv betydning for vurderingen af deres arbejdsplads, viser rundspørgen fra Norstat for Dansk Erhverv.

- Det er oplagt at tænke arbejdspladsen ind som arena for sundhed. Og det er der heldigvis flere og flere virksomheder, der allerede gør. Men som rundspørgen også viser, er der stadig rum for forbedring.

- Med konkurrencen ønsker vi fire partnere derfor at sætte fokus på sundhedsinitiativer på arbejdspladsen, så de kan inspirere andre og vise, at sundhed ikke kun er én ting, men at det kan gøres på mange måder. Derfor er konkurrencen for alle – små som store, offentlige og private arbejdspladser. Så længe man har iværksat et sundhedstiltag, der virker, kan man være med, siger Jacob Winther, direktør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Om kampagnen og konkurrencen
Konkurrencen ”Danmarks Sundeste Arbejdsplads – Initiativprisen 2018” blev skudt i gang 1. marts. Alle kan indstille og stemme på de bedste initiativ inden for sundhed, trivsel og arbejdsmiljø. Den 22. maj 2018 kåres vinderne i hver af landets fem regioner, og de dyster derefter om at vinde selve ”Initiativprisen 2018”. Landsvinderen kåres 29. maj 2018. Udover hovedprisen vil der blive uddelt en national særpris for det bedste initiativ, som forbedrer den mentale sundhed på arbejdspladsen.

Alle indstillede sundhedsinitiativer fra regionerne offentliggøres løbende på https://sundestearbejdsplads.dk/deltagere/

Indstillinger og afstemning kan ske her www.sundestearbejdsplads.dk

”Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2018” er et samarbejde mellem Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Falck Healthcare, der tilsammen er i løbende kontakt med størstedelen af Danmarks befolkning.

 

Kilder:

Norstat for Dansk Erhverv, marts 2018

KANTAR Gallup for partnerne bag initiativet, februar 2017

 

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil