; ;
Gemt

Tag forbehold for fyldte pakkebokse – så du kan levere et andet sted

16. november 2020

Black Friday og julesalg giver travlhed i netbutikkerne, men også i pakkebokse og pakkeshops. Du bør derfor tage et forbehold for, at pakken ikke altid kan afhentes i den pakkeboks eller pakkeshop, som forbrugeren har valgt.

Den øgede nethandel på de store handelsdage som Black Friday og juleperioden sætter både pakkebokse og pakkeshops under pres. Det er derfor ikke ualmindeligt, at der ikke er plads i den specifikke pakkeboks eller pakkeshop, som din kunde har valgt som leveringssted.

Der kan være tale om et brud på din aftale med kunden, hvis du leverer kundens vare et andet sted end det aftalte. Derfor bør du sikre dig, at du har ret til at aflevere varen i en anden pakkeboks eller pakkeshop, hvis der ikke er plads i den, som din kunde har valgt.

Tag et tydeligt forbehold

Hvis du tilbyder dine kunder, at de kan vælge at få varen leveret i en bestemt pakkeboks eller en bestemt pakkeshop skal du oplyse dem tydeligt om, at du forbeholder dig retten til at levere i en nærliggende pakkeboks eller pakkeshop, hvis der ikke er plads i den, som kunden ellers har valgt.

Vi anbefaler, at du giver dine kunder oplysningerne om forbeholdet på den side i købsforløbet, hvor de skal vælge leveringssted. Hvis ikke det er muligt at skrive forbeholdet på denne præcise side, hvor kunderne vælger leveringssted, anbefaler vi, at du giver oplysningerne om forbeholdet umiddelbart inden, at de skal vælge leveringssted.

En sætning, der kan sættes ind på hjemmesiden, kunne være: ”Hvis den pakkeboks/pakkeshop du har valgt er fyldt, vil din pakke blive leveret til en nærliggende pakkeboks/pakkeshop”.

Ikke nok at det står i handelsbetingelserne

Det er ikke nok, at dit forbehold kun fremgår af dine handelsbetingelser, men vi anbefaler, at du også skriver det ind i handelsbetingelserne. På den måde får dine kunder oplysningerne om forbeholdet i forbindelse med selve købet og på skrift efter at købet er gennemført.

Selvom du tager et forbehold, betyder det ikke nødvendigvis, at pakken kan flyttes til en hvilken som helst anden pakkeboks. Det kan ikke udelukkes, at forbeholdet vil blive betragtet som urimeligt, hvis pakken ender med at blive leveret til en pakkeboks eller pakkeshop meget langt fra den oprindelige pakkebutik.

Kontakt