; ;
Gemt

Tidlige erfaringer med den nye taxilov

Den nye taxilov trådte i kraft 1. januar, og både myndigheder og erhverv har høstet de første erfaringer - men er det for tidligt at konkludere om loven er god eller dårlig?

Nyhed

Dansk Erhverv | Transport & Logistik - marts 2018

Overgangsperiode
Overgangsordningen vil køre de næste tre år, så vi har endnu til gode at se, hvordan et marked helt uden antalsbegrænsninger virker, men for de, der har konverteret tilladelse og de få, der var så heldige at vinde lodtrækningen om nye tilladelser, har nu tilladelser uden geografisk binding. Dvs. at de kan køre i Danmark, som de lyster. Til gengæld skal de nu være tilknyttet et af de nye kørselskontorer, der over tid afløser de kendte bestillingskontorer.

Nye chauffører og bestillingskontorer
Chauffører, der har skullet skifte førerkort, er blevet mødt med lange sagsbehandlingstider i Trafikstyrelsen, der efterhånden vil overtage området fuldstændig fra kommunerne. Grunden til det er, at der har været en helt overvældende interesse for at få førerkort - blandt andet fra de, der søgte om tilladelser i lotteriet. Det var der temmelig mange, der gjorde.

Der har også været en livlig - men noget mindre - interesse for at blive godkendt som kørselskontor. De eksisterende bestillingskontorer har skullet søge, idet de ikke vil kunne have vognmænd med nye tilladelser som kunder i butikken, hvis de ikke også er godkendt efter de nye regler.

Der er dog også flere, der bibeholder bestillingskontoret til de vognmænd, der ikke har lyst til at konvertere lige med det samme. Til gengæld er det også en udfordring for kørselskontorerne, at den nye lov stiller nogle ret kontante krav til hvilke tekniske betingelser, der skal være opfyldt, for at leve op til loven. Det er krav til bl.a. indberetning til SKAT.

Ankenævn for Taxi
Samtidig arbejdes der på at få etableret et ankenævn. Det skal branchen gøre ifølge loven - og ankenævn er dyre i drift. DI, DTR og Dansk Erhverv arbejder derfor sammen om at finde en løsning, der kan dække hele erhvervet. Antallet af klager er pt. nemlig heldigvis ikke så højt, at det vil give nogen som helst mening at have to eller flere ankenævn.

Hvad har det så betydet?
Men har loven allerede ført til ændringer i markedet? Umiddelbart er svaret: Nej, ikke endnu.

En længere overgangsordning kører, og antallet af tilladelser udvides, og markedet vil også flytte sig, men det helt store spring kommer nok først, når ordningen slutter om små 3 år. Til gengæld kan vognmænd og kørselskontorer allerede nu begynde at lægge virksomhederne over til selskabsform, hvis det er det, man vil.

Det er derfor for tidligt at konkludere endeligt, men der er ingen tvivl om, at dette er nye tider i taxibranchen. Den gode nyhed er, at i hvert fald dele af virksomhederne vil få bedre muligheder for at udvikle sig. Den dårlige nyhed er, at loven stadig binder virksomhederne på mange måder, der gør det svært at udnytte potentialet til fulde.

Kontakt

Transport

Jesper Højte Stenbæk

Fagchef for transport og infrastruktur
Medarbejderprofil