; ;
Gemt

Tjek kemien med ny europæisk kemi-app

Nu har forbrugerne mulighed for at tjekke kemien med ny kemi-app lanceret på hele det europæiske marked i EU-projektet LIFE AskREACH. Projektet, der er inspireret af den danske app Tjek Kemien, forventes lanceret til alle forbrugere i EU til oktober 2019.

Nyhed

Dansk Erhverv | Handel - 22. august 2019

Brug stregkoden - og få straks svar om kemi
Mange danske handelsvirksomheder kender appen Tjek Kemien. I korte træk virker Tjek Kemien således, at forbrugeren scanner en GS1-stregkode på et hvilket som helst produkt. Hvis produktet ligger i systemets database, vil forbrugeren modtage svar om indholdet af kandidatlistestoffer med det samme.

Kandidatlisten består af de såkaldte SVHC-stoffer som EU’s kemikalielovgivning REACH bygger på. Hvis ikke produktet ligger i databasen sender systemet en forespørgsel til stregkodeejeren på forbrugerens vegne, som typisk er importøren eller producenten.

Projektet fremmer viden og kommunikation om kemi
I oktober 2019 bliver appen gjort europæisk som følge af et koordineret samarbejde med 20 partnere fra 13 forskellige EU-lande. Projektet har til formål at fremme kommunikationen og viden om kandidatlistestoffer i artikler med henblik på at øge tilskyndelsen til udskiftning af problematiske kemikalier via øget forbrugerefterspørgsel på kandidatlistefrie artikler.

Den nye Tjek Kemien app vil være langt mere avanceret og vil blandt andet indeholde en søgefunktion, hvor der kan søges iblandt alle produkter, der ligger i systemets database. Søges der fx på ”Sko” da vil alle sko i databasen fremkomme og forbrugeren har herigennem mulighed for at læse om skoenes eventuelle indehold af kandidatlistestoffer.

Pligt til at oplyse forbrugere om kemi
Ifølge EU's kemikalielovgivning (REACH art. 33.2) har din virksomhed pligt til at oplyse forbrugere om indholdet af kandidatlistestoffer i artikler, hvis indholdet er over 0,1 pct., og dette er ned på artiklens enkelte dele. Derudover omfatter forpligtelsen alle former for emballage, så som emballage til kosmetik, fødevarer og kemiske produkter. Forpligtelsen gælder alle led i forsyningskæden inklusiv detailhandlen.

Miljøstyrelsen anbefaler danske virksomheder at bruge den nye Tjek Kemien database som et led i overholdelsen af REACH artikel 33.2.

Yderligere information om projektet og formålet med den europæiske app samt app’ens hovedfunktioner kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside