; ;
Gemt

Trods fremgang er verdenshandlen slået 10% tilbage

Tirsdag blev der offentliggjort tal, der viser, at verdenshandlen steg med hele 7,6 pct. fra maj til juni. Trods den flotte fremgang i juni måned, er verdenshandlen i juni måned fortsat hele 10,1 pct. lavere end i juni måned sidste år. Det vidner om, hvor kraftigt coronakrisen har ramt verdenshandlen.

Nyhed

26. august 2020

Tirsdag blev der offentliggjort tal, der viser, at verdenshandlen steg med hele 7,6 pct.  fra maj til juni. Fremgangen i juni kommer ovenpå flere måneder med kraftig tilbagegang i verdenshandlen. Trods den flotte fremgang i juni måned, er verdenshandlen i juni måned i år fortsat hele 10,1 pct. lavere end i juni måned sidste år. Det vidner om, hvor kraftigt coronakrisen har ramt verdenshandlen. Coronakrisen har midlertidig lukket ned for store dele af aktiviteterne i verdensøkonomi, og derfor kraftigt reduceret behovet for handel på tværs af landegrænser. Dertil er verdenshandlen reduceret kraftigt af, at coronakrisen har lagt en dæmper på forbruget af olie og andre råvarer på verdensplan. At verdenshandlen fortsat er så lavt vidner om, at verdenshandlen og verdensøkonomien ikke med et trylleslag kommer til at blive genoprettet, når økonomierne bliver genåbnet. Jeg forventer, at der vil gå flere år, før forsyningskæderne på tværs af landegrænser bliver genopbygget til det, vi kendte fra før krisen.

Det voldsomme tilbageslag i verdenshandlen vil direkte ramme den danske transportbranche, der oplever tilbagegang i ordreindgangen, når færre varer transporteres henover landegrænser. Men andre dele af dansk eksport kan også blive ramt, når verdenshandlen og verdensøkonomien går tilbage. Den danske økonomi er en lille åben økonomi, hvor handel med udlandet er helt centralt. Mere end 700.000 danske arbejdspladser er direkte eller indirekte knyttet op på eksport til andre lande. Den danske vareeksport er samlet set faldet med 4 pct. i årets første seks måneder. Det er væsentlig bedre, end vi kunne frygte, set i lyset af den store økonomiske tilbagegang, der har været på vores eksportmarkeder. Det kan vi i høj grad takke de danske medicinalvirksomheder for, der på trods af krisen har leveret en vækst på intet mindre end 22% i første halvår. Hvis man ser bort fra medicineksporten, er dansk vareeksport faldet med 9% i første halvår, mens tjenesteeksporten er dalet med 13%. Coronakrisen har lagt en massiv dæmper på mange danske virksomheders muligheder for at afsætte varer og tjenester i udlandet.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil