; ;
Gemt

Undgå at udveksle priser med din konkurrent

I en frisk afgørelse fra Østre Landsret blev nedrivningsvirksomheden CMP Nedrivning idømt en bøde på fem millioner kroner for at udveksle priser med konkurrenter. To ledende medarbejdere fik bøder på hver 125.000 kroner.

Nyhed

Dansk Erhverv | Erhvervsjura - 3. december 2019

Sagens baggrund
I 11 tilfælde havde CMP Nedrivning i perioden fra september 2011 til oktober 2013 koordineret tilbud med konkurrenter. Overtrædelserne skete i forbindelse med nedrivningsopgaver for både offentlige og private kunder med primær placering i Nordsjælland og København og blev opdaget ved, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i efteråret 2015 foretog uanmeldte kontrolbesøg hos forskellige virksomheder.

”Låne priser”
Problemet var, at der ifølge oplysningerne i sagen eksisterede en udbredt praksis i branchen med, at man ”lånte” nogle priser til en konkurrent, som på den baggrund hurtig kunne indsende et tilbud til ordregiver. Således skuffede den lånende virksomhed ikke hovedentreprenøren – entreprenøren fik jo et pænt antal tilbud – og signalerede samtidig, at man var interesseret i den type opgaver. Konkret ville man dog gerne stå over, da man var booket til andre ting. Man sikrede sig, at man ikke fik opgaven ved at byde over låneprisen.

Afgørelsen fra Østre Landsret
Landsretten fandt, at der var tale om en forsætlig overtrædelse af konkurrencereglerne, idet CMP havde været fuldstændig klar over, at fremsendelse af ”lånepriserne” var med det formål for øje, at den modtagende virksomhed kunne afgive tilbud på en entreprise, som de ellers ikke på grund af tidsnød eller af andre årsager kunne byde på. Den modtagende virksomhed var samtidig bekendt med, at CMP havde indleveret et selvstændigt tilbud på nedrivningsopgaven baseret på de samme priser, som man nu havde ”lånt”, og man kunne således disponere ud fra dette.

Østre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse og slog fast, at der foreligger en alvorlig overtrædelse af konkurrencereglerne og idømte CMP Nedrivning en bøde på fem millioner kroner. To ledende medarbejdere fik bøder på hver 125.000 kroner.

Sagen mod CMP Nedrivning er en del af et sagskompleks, som omfatter otte virksomheder i nedrivningsbranchen. Efter dommen mod CMP Nedrivning er der i alt idømt eller vedtaget bøder for 16,4 millioner kroner i sagskomplekset. Heraf udgør personlige bøder 1,7 millioner kroner.

Kontakt

Handel

Sven Petersen

Erhvervsjuridisk fagchef
Medarbejderprofil