; ;
Gemt

Vareeksporten faldt i februar - stadig på et højt niveau

Det har været svært at finde en klar retning på vareeksporten det seneste år. Men efter fald i december startede 2019 fremragende ud med stigning på hele 8,1 pct. i januar til det højeste niveau nogensinde. Men de nye tal for februar peger altså på at fremgangen i januar blot var en enkelt god måned

Nyhed

Dagens Økonomiske kommentar den 9. april 2019

Vareeksporten ekskl. brændsel, skibe og fly faldt med 4,2 pct. fra januar til februar, når der tages højde for almindelige sæsonudsving. Det viser nye tal, som Danmark Statistik har offentliggjort tirsdag.

Det har været svært at finde en klar retning på vareeksporten det seneste år. Men efter fald i december startede 2019 fremragende ud med stigning på hele 8,1 pct. i januar, til det højeste niveau nogensinde. Men de nye tal for februar peger altså på at fremgangen i januar blot var en enkelt god måned. Når det er sagt er vareeksporten stadig på et højt niveau, og vareeksporten var i januar og februar hele 9,1 pct. højere end de tilsvarende måneder i 2018. Af den grund er der stadig tale om en pæn start på 2019 for vareeksporten.

Den pæne start på 2019 er godt nyt for dansk økonomi og viser, at danske virksomheder klarer sig pænt på de udenlandske markeder, på trods af tilbagegang på flere af vores vigtigste eksportmarkeder. Særligt har vi set svagheder på vores absolut største eksportmarked, Tyskland, hvor væksten i andet halvår af 2018 gik kraftigt ned i gear. Samtidig er de første nøgletal for 2019 ikke specielt opløftende for tysk økonomi. Årsagen til at dansk vareeksport stadig klarer sig pænt, skal nok findes i, at dansk vareeksport i dag i højere grad er præget af vindmøller og medicin, der er knap så følsomme overfor udsving i konjunkturerne.

Når vi ser længere frem, så kan svagere vækst på vores vigtigste eksportmarkeder koste herhjemme. Det er ikke godt nyt for danske virksomheder, der eksporterer til vores nabolande, når væksten i Europa går ned i et lavere gear. Det gør det typisk mere vanskeligt for danske virksomheder, at afsætter varer og tjenester på vores vigtigste eksportmarkeder.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil