; ;
Gemt

Vigtigt med nye iværksætter-initiativer

Politikerne skal gøre Iværksætterpanelets anbefalinger til virkelighed, hvis iværksætteri for alvor skal gå fra small til big business, mener Dansk Erhverv.

Nyhed

Danmark er suverænt det land i Europa, hvor færrest har lyst til at kaste sig ud i iværksætteri til trods for, at det er meget nemt at komme i gang. På den baggrund er det vigtigt, at Iværksætterpanelets anbefalinger bliver fulgt til dørs.

”Vi skal i højere grad fra ’small business’ til ’big business’. Det handler blandt andet om at sikre mere kapital til iværksætterne, og her er en sænkning af aktieindkomstskatten den helt rigtige medicin. Det betyder, at særligt små virksomheder, der ikke børsnoterede, vil få lettere ved at tiltrække kapital. For de små- og mellemstore iværksættervirksomheder vil forslaget medføre, at de vil få nemmere ved at skaffe finansiering og dermed vokse,” siger Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Flere skal i iværksætter-vandet
Dansk Erhverv finder det også vigtigt at få styrket undervisning i entreprenørskab via øget bevilling til Fonden for Entreprenørskab, lige som der skal være bedre muligheder for og incitamenter til, at universiteter kommercialiserer forskning og den vej rundt understøtter skabelsen af nye vækstvirksomheder.

”Flere undersøgelser viser, at vi danskere godt kan lide iværksættere. Man kan næsten sige, at vi elsker dem. Alligevel er vores lyst til at prøve kræfter med iværksætteri faldende, hvis vi sammenligner med tallene fra sidste år. Vi er altså typisk ikke meget for selv at kaste os ud i det, som måske virker som dybt vand. Her er det, at vi som samfund skal sørge for, at vandet slet ikke virker dybt, men derimod indbydende. Det er dét, som Iværksætterpanelets anbefalinger kan være med til at sikre, hvis de altså bliver ført ud i livet,” siger Sigurd Schou Madsen.