; ;
Gemt

Virksomhed ønskede kun ”hunkøn” i praktik

En mand søgte om at komme i virksomhedspraktik. Virksomheden afslog at tage manden i virksomhedspraktik med henvisning til, at virksomheden havde haft stor succes med at have hunkøn i virksomhedspraktik.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - D. 2. MAJ 2019

Det siger ligebehandlingsloven
Efter ligebehandlingsloven skal en arbejdsgiver behandle mænd og kvinder lige i forbindelse med ansættelse. Der må derfor ikke ske forskelsbehandling af en ansøger på grund af pågældendes køn. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af sit køn behandles ringere, end en anden person i en tilsvarende situation.

Ønskede kun ”hunkøn”
En mand deltog i et kursus i digital markedsføring hos en virksomhed. Efter endt eksamen var der mulighed for, at deltagerne kunne blive tilbudt et praktikophold. En medarbejder på virksomheden sendte derfor på den mandlige kursists vegne en ansøgning til virksomhedens direktør om 4 ugers virksomhedspraktik.

Direktøren svarede den mandlige kursist, at han havde haft stor succes med at have hunkøn i virksomhedspraktik, da de passede lige ind i virksomhedens målgruppe.

På den baggrund fik den mandlige kursist afslag på sin ansøgning om virksomhedspraktik.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet konstaterede, at manden fik afslag med den begrundelse, at virksomheden havde haft stor succes med at have ”hunkøn” i virksomhedspraktik. Manden havde derved påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Det påhvilede derfor virksomheden at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Virksomheden kunne ikke løfte denne bevisbyrde, og manden blev derfor tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr. Ved udmålingen af godtgørelsen lagde nævnet vægt på, at der var tale om virksomhedspraktik og ikke en egentlig ansættelse.

Dansk Erhverv vurderer
Afgørelsen illustrerer, at et afslag på en jobansøgning aldrig må være baseret på eller begrundet i ansøgerens køn, og at ligebehandlingsprincippet også gælder, selvom der ”kun” er tale om ulønnet praktik. Ved udmålingen af godtgørelsen tog Ligebehandlingsnævnet dog højde for, at der netop var tale om virksomhedspraktik og ikke en egentlig ansættelse.