; ;
Gemt

Virksomhederne har nu chancen for at præge forslagene til teknologisk service

07. maj 2020

Til og med den 29. maj 2020 kører der en offentlig høring og debat på nettet om konkrete forslag til statslig innovations- og erhvervsfremme, som teknologiske serviceinstitutter vil tilbyde danske virksomheder i årene 2021-2024. Dansk Erhverv opfordrer medlemsvirksomhederne til at byde ind med ønsker og kommentarer.

”Vi har set de første tegn og beviser på, at forretningen Danmark ikke kun skal øge vores bruttonationalprodukt i form af leverancer af produkter, men også og i større omfang udvide forretningen Danmark ved digitale serviceydelser. Videnspredning, europæisk samarbejde og demoprojekter er vejen frem for at katalysere området.”

Sådan lyder en af kommentarerne på hjemmesiden www.bedreinnovation.dk til et forslag fra det teknologiske serviceinstitut FORCE om ”Internet of Thing-drevet forretningsdesign - Digitalisering af virksomheder og samfund”.

Forslaget og kommentaren er et eksempel på den offentlige høring og debat om at konkretisere de kommende fire års offentlige støtte til innovations- og erhvervsfremme. Bag processen står Uddannelses- og Forskningsministeriet, som i en pressemeddelelse blandt andet skriver følgende:

”Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter - GTS skal spille en endnu større strategisk rolle for dansk innovations- og erhvervsfremme, hvis Danmark skal bevare sin position som innovationsførende land. Det er derfor afgørende, hvilken teknologisk service Danmark investerer i hos GTS-institutterne for perioden 2021-24. Det kan interessenter nu påvirke i en offentlig høring og debat, der slutter den 29. maj 2020.”

Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under ministeriet tilbyder de syv GTS-institutter i Danmark at indgå resultatkontrakter om statslig medfinansiering af konkrete forsknings-, udviklings- og videnspredningsaktiviteter til gavn for danske virksomheder.

Både virksomheder, enkeltpersoner og organisationer kan kommentere på GTS-institutternes forslag og idéer på www.bedreinnovation.dk

Dansk Erhvervs markedschef for ”Rådgivning & Videnservice”, Louise Riisgaard, opfordrer medlemsvirksomhederne til at blande sig:

”Medlemmerne kan både komme med forslag til konkrete aktiviteter, vinklinger af aktiviteterne, samarbejdspartnere eller kommentere på forslagene. Indsatsområderne er relevante for rigtig mange af vores brancher som for eksempel IT og telekommunikation, sundhed, transport, fødevarer og cirkulær økonomi. Alle input indgår i GTS-institutternes videreudvikling af forslagene og bidrager med viden til ministeriets behandling af de forslag, som GTS-institutterne vælger at ansøge om støtte til,” siger hun.

 

 

FAKTA: GTS - Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter

· Alexandra Instituttet

· Bioneer

· DBI

· DFM

· DHI

· FORCE Technology

· Teknologisk Institut

Kontakt

Rådgivning, Rekruttering & Finans; Medier & Kreative Erhverv

Louise Riisgaard

Branchedirektør
Medarbejderprofil