; ;
Gemt

Virksomheders CSR-rapportering til debat

Dansk Erhverv: Find balancen imellem foruddefinerede rapporteringskrav og sammenlignelighed.

Nyhed

Dansk Erhverv | CSR - 3. januar 2020

Den 31. oktober 2019 gæstede erhvervsminister Simon Kollerup den årlige CSR-konference hos Dansk Erhverv. Ministeren redegjorde blandt andet for sin ambition om, at danske virksomheder skal ’tjene de grønneste penge i verden’. Samtidig offentliggjorde ministeren en offentlig høring om, hvordan der kan skabes mere værdi af redegørelsen for samfundsansvar, også kaldet CSR-rapporteringen. Hensigten er at undersøge, hvordan rapporteringen kan gøres mere sammenlignelig, hvad der forventes at kunne lette adgangen til investeringer for bæredygtige virksomheder.

Læs mere her: Erhvervsminister vil se på reglerne for CSR-rapportering igen.

I forlængelse af høringen har Dansk Erhverv forhørt sig hos de medlemmer, der er omfattet af den gældende lovgivning.

Læs mere her: Har du ønsker til de danske lovkrav om CSR-rapportering?

Virksomhederne pointerer bl.a., at en CSR-rapport er en skræddersyet størrelse, der selvfølgelig skal opfylde kravene i loven, men som samtidig er tilpasset virksomhedens virkelighed, så de rapporterede data også er relevante for virksomhedens interessenter. På den baggrund er det ikke mere specifikke eller foruddefinerede rapporteringskrav, der er behov for.

Men selvom der ikke er en ’one size fits all’ i CSR-rapportering, betyder det dog ikke, at en øget sammenlignelighed af data ikke er relevant. Det kan man fx understøtte ved hjælp af de fælles standarder for ESG-nøgletal, der blev lanceret i juni 2019.

Læs mere her: Nyt initiativ for ESG-nøgletal i årsrapporten.

Kobling til europæiske og internationale retningslinjer
De omfattede virksomheder peger desuden på, at det vil være en fordel, hvis de ikke skal lave ’dobbelt-rapportering’ til en dansk kontekst.

De danske anbefalinger kan altså med fordel i endnu højere grad tænkes sammen med internationale rammeværk og retningslinjer såsom GRI, CDP, FN’s Global Compact m.fl. I lyset af at kendskabet og anvendelsen af FN’s Verdensmål vinder frem, særligt blandt de store virksomheder, vil en tættere kobling med den lovpligtige redegørelse for samfundsansvar også her kunne skabe en større national og international sammenhæng. Dansk Erhverv støtter en ensartet implementering af det EU-direktiv, som de danske regler baserer sig på, så variationer i national lovgivning ikke bliver en hæmsko for, at virksomheder kan operere på tværs af grænser.

Læs mere om EU-direktivet her: Non-financial reporting

Hjælp til små og mellemstore virksomheder
Dansk Erhverv finder, at især små og mellemstore virksomheder har brug for bedre værktøjer og vejledning til at hjælpe dem, når de møder bæredygtighedskrav fra såvel danske, europæiske eller internationale kunder. Selvom SMV’er i dag er undtaget for kravet om redegørelse for samfundsansvar, er denne gruppe af virksomheder alligevel indirekte påvirket af CSR-rapporteringskrav i kraft af deres rolle som for eksempel underleverandører til de store virksomheder. Mere branchespecifik vejledning og initiativer til støtte for disse virksomheder, når de støder på CSR-krav i deres værdikæde, vil også kunne understøtte en bredere og mere inkluderende bæredygtig omstilling.

Læs mere her: Alle ombord? Status på virksomhedernes arbejde med CSR og FN’s Verdensmål.

Det er forventningen, at Erhvervsstyrelsens arbejde med at undersøge mulighederne for at skabe mere værdi af virksomhedernes redegørelser for samfundsansvar munder ud i konkrete anbefalinger i efteråret 2020.