; ;
Gemt

Virksomhedsoverdragelse – praksisændring på transportområdet

10. februar 2021

Østre Landsret har den 23. november 2020 afsagt en dom om virksomhedsoverdragelse, der fraviger en mangeårig praksis inden for transportområdet.

Kort om reglerne
Virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse i de tilfælde, hvor der sker en overførsel af en økonomisk enhed, som bevarer sin identitet. Om det er tilfældet, afhænger bl.a. af, hvilken form for virksomhed der er tale om, herunder om det væsentlige element er arbejdskraften eller driftsmateriellet.

Loven beskytter blandt andet medarbejdere mod opsigelse som følge af en virksomhedsoverdragelse.

Siden 1999 har det inden for transportbranchen været fast praksis ved EU-Domstolen, at køretøjerne udgør det væsentlige element i driften, og at manglende overtagelse af køretøjerne fører til, at der ikke er tale om virksomhedsoverdragelse.

Ændring af praksis fra EU-Domstolen
Denne faste praksis ændrede EU-Domstolen imidlertid i en dom af 27. februar 2020.

I den konkrete sag medførte udbyderens skærpede krav til tekniske og miljømæssige standarder, at en række busser ikke kunne anvendes af hverken det afgivende eller det overtagende busselskab. Derfor var beslutningen om ikke at overtage busserne bestemt af de begrænsninger, som udbyderen krævede.

EU-Domstolen bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt køretøjerne bliver overdraget, ikke er eneafgørende for en konstatering af, om der foreligger en virksomhedsoverdragelse. EU-Domstolen tilkendegav, at der også skulle lægges vægt på, om det ud fra et økonomisk og retligt synspunkt ikke var muligt for erhververen at overtage busserne fra overdrageren, f.eks. fordi de ikke opfyldte de tekniske og miljømæssige krav, som var opstillet af den ordregivende myndighed. Der kunne således være nogle eksterne begrænsninger, der medførte, at det ikke var muligt at overtage busserne.

Østre Landsrets afgørelse
Østre Landsret har nu fulgt denne praksisændring.

Sagen omhandlede en virksomhed, som udlejede autocampere. Virksomheden gik konkurs, og sagens hovedspørgsmål var derfor, om virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse.

Efter en helhedsvurdering kom landsretten frem til, at virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse, selvom der ikke skete en overdragelse af det væsentligste aktiv. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at leasingaftalerne var ophævet, og at det derfor ikke var muligt at indtræde i dem. Det var ifølge landsretten grundlag for at fravige udgangspunktet. Landsretten konkluderede derfor, at der var tale om en økonomisk enhed, der havde bevaret sin identitet, og at virksomhedsoverdragelsesloven derfor fandt anvendelse.

Dansk Erhverv bemærker
Dommen fra Østre Landsret tyder på, at de danske domstole har ændret hidtidig praksis, og at der fremadrettet godt kan være tale om virksomhedsoverdragelse, selv om køretøjerne i en transportvirksomhed ikke overdrages.

Dansk Erhverv anbefaler, at medlemmerne kontakter os for rådgivning, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt der er tale om en virksomhedsoverdragelse omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.