; ;
Gemt

Dansk Erhverv: Virksomhederne, der rammes af gigantiske økonomiske konsekvenser fra CSRD, har brug for mere hjælp

03. januar 2024

Det vil i de kommende år koste danske virksomheder milliarder af kroner at omstille sig til de nye regler for bæredygtighedsrapportering. Derfor er der brug for yderligere hjælp og rådgivning for at gøre reglerne til en fordel fremfor en byrde for danske virksomheder, lyder det fra Dansk Erhverv.

Ellen Marie Friis Johansen, CSR-chef og Johannes Orheim, CSR-konsulent med udkast til de oplysningskrav og datapunkter i fuld længde på børsgangen. De nye krav er 8 meter lange.

Erhvervsstyrelsen har beregnet, at danske virksomheder bliver pålagt byrder i størrelsesordenen ca. 10,8 mia. kr. for at omstille sig til de nye CSRD-regler og efterfølgende 7,5 mia. kr. årligt. 

Pengene skal blandt andet gå til nye IT-systemer, opbygning og omstilling af kompetencer, ansættelse af nye medarbejdere og betydelig øgede udgifter til rådgivning og revision.

Den økonomiske byrde er stor og vil formentlig vokse yderligere, da langt flere virksomheder end dem, der bliver direkte omfattet af de nye regler om rapportering, bliver påvirket. Derfor skal myndighederne tage det med i beregningerne, når de nye regler skal implementeres og når der efterfølgende skal føres tilsyn. Det mener Ellen Marie Friis Johansen, som er Dansk Erhvervs CSR-chef:

”Det er vigtigt at understøtte bæredygtig omstilling, og derfor støtter Dansk Erhverv, at EU-kravene til bæredygtighedsrapportering bliver styrket. Men vi er dog også bekymret for de store udfordringer, som virksomhederne står overfor – både i forhold til opgavens kompleksitet og de økonomiske konsekvenser. Derfor håber vi også, at myndighederne vil udvise en vis fleksibilitet i både implementeringen og tilsynet.”

Skru op for rådgivningen
Ellen Marie Friis Johansen opfordrer også myndighederne til at skrue op for vejledningen til virksomhederne med klare råd og vejledning på dansk og fra danske myndigheder. Vejledningen bør samles ét sted og være tilgængelig for alle virksomheder.

”Mit indtryk er, at virksomhederne gerne vil være med, men hvis det både bliver hamrende dyrt, besværligt og for rigidt, så risikerer vi, at de mister modet. Det vil være skidt for den grønne omstilling, virksomhederne og dansk erhvervsliv generelt, hvis de nye regler bliver set som en kæmpe byrde fremfor en mulig konkurrencefordel.”

Brug for flere beregninger
De virksomheder, der ikke direkte rammes af reglerne, men som underleverandører alligevel bliver omfattet, er ikke omfattet af beregningerne. Men det er vigtigt at vide, hvor stor en regning, de kommer til at stå overfor, pointerer CSR-chefen

”Derfor mener vi, at der også bør laves beregninger for dem.”

Dansk Erhverv er endvidere bekymret over, vi endnu ikke kender til de økonomiske konsekvenser for de sektorspecifikke standarder til virksomheder på brancheniveau, som man er ved at udarbejde i Bruxelles. 

”I lyset af de omfattende byrder, bør man overveje at vente med reglerne for sektorspecifik bæredygtighedsrapportering, som netop nu bliver udarbejdet i Bruxelles,” mener Ellen Marie Friis Johansen.

Dansk Erhverv gav før jul udtryk for disse holdninger og bekymringer i et høringssvar, som du kan læse her:

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Ellen Marie Friis Johansen

CSR-chef
Medarbejderprofil