Netværk for Cirkulært Byggeri
Kontakt
Byggeriets påvirkning er enorm og står for en stor del af Danmarks ressourceforbrug og CO2-udledning. Samtidig er der stort fokus på at reducere påvirkningen gennem cirkulære løsninger bl.a. øget genbrug og genanvendelse, selektiv nedrivning og øget brug af nye typer byggematerialer.
Udviklingen udfordres dog af komplekse rammevilkår. Byggeriet er en af de mest regulerede sektorer i Danmark, og krav i bygningsreglementet og standarder kan i praksis gøre det vanskeligt at introducere nye løsninger og materialer. Det er derfor vigtigt, at der er et tæt samspil mellem virksomheder og beslutningstagere.
Hvad tilbyder netværket?
Netværket er et tilbud til medlemmer i Dansk Erhverv, som aktivt arbejder på at reducere byggeriets klima- og ressourceaftryk. Gennem netværket får medlemmerne et fagligt forum til sparring og videndeling og en platform, hvor de kan bidrage til Dansk Erhvervs politiske arbejde inden for cirkulært byggeri.
Vi lægger desuden vægt på at skabe direkte dialog med beslutningstagere. Derfor inviterer vi jævnligt politikere ind i netværket, så medlemmerne kan bringe deres viden og udfordringer ind i den politiske proces.
Netværket arbejder løbende med aktuelle temaer, som har betydning for den grønne omstilling i byggeriet. Det er fx:
- Udvikling af standarder: Standarder spiller en central rolle i byggeriet, men er samtidig en barriere for anvendelsen af både nye og brugte byggematerialer.
- Forenkling af bygningsreglementet: Bygningsreglementet er grundpillen i al byggeri og skal sikre, at al byggeri udføres og indrettes brand-, sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Der gennemføres i øjeblikket en gennemgribende revision af reglementet, som vil få stor betydning for alle led i byggeriets værdikæde.
- Skærpede klimakrav: Drøftelse af nuværende og kommende klimakrav og deres betydning for branchen.
- Risiko og forsikring: Nye byggematerialer møder ofte udfordringer, fordi der er begrænset dokumentation og erfaring sammenlignet med traditionelle materialer. Det kan skabe usikkerhed om fx levetid og performance, hvilket øger den oplevede risiko og kan bl.a. gøre det vanskeligt at opnå de nødvendige forsikringsdækninger.
- Fremme af cirkulært byggeri: Input til konkrete tiltag, der kan accelerere omstillingen og skabe bedre rammevilkår for virksomhederne.
Praktik, pris og tilmelding
Netværket er åbent for alle medlemmer i Dansk Erhverv med interesse i cirkulært byggeri.
Netværket mødes fysisk 3-4 gange årligt, fortrinsvist hos medlemmerne af netværket. Der kan derudover vise sig et ønske om yderligere møder, fx i form af et webinar om et specifikt emne, som har interesse for udvalgte deltagere.
Deltagelse i netværket er gratis.
Har du spørgsmål eller ønsker at deltage, er du velkommen til at kontakte: Trine de Fine Skibsted eller Katrine Bjerre.