Netværk for offentlig digitalisering og velfærd
Kontakt
Et tværsektorielt netværk for virksomheders public affairs-ansvarlige med fokus på den offentlige sektors digitale transformation og hvordan erhvervslivet kan bidrage til og påvirke denne dagsorden.
Formål med netværket
- Erfaringsudveksling:
Skabe et fortroligt rum, hvor public affairs-profiler på tværs af brancher deler viden om projekter med det offentlige, barrierer, succeser og strategiske positioner. - Fælles stemme:
Udarbejde fælles policy-udspil og anbefalinger, der giver netværket tyngde i den offentlige debat og hos centrale beslutningstagere på Christiansborg og i ministerierne. - Velfærden som dagsorden:
Positionere erhvervslivets digitale kompetencer som en aktiv bidragsyder til at gøre den offentlige sektor stærkere - ikke kun som leverandører, men som strategiske partnere.
Mødernes format
Netværket mødes fire til seks gange om året, hver gang i to til tre timer. Møderne afholdes fysisk og (evt.) på skift hos medlemsvirksomhederne. Hvert møde følger en fast struktur:
- Oplæg — En virksomhed eller ekstern gæst præsenterer en aktuel case, analyse eller politisk problemstilling inden for offentlig digitalisering.
- Cases – mulighed for at dele konkrete erfaringer med offentlig-privat samspil, digitale projekter eller politisk dialog.
- Drøftelse— Faciliteret dialog om fælles udfordringer, politiske muligheder og potentielle fælles positioner.
- Afrunding og output— Opsummering af konklusioner og eventuelle udspil. Aftale om næste skridt og indhold.
Deltagerprofil
Netværket er målrettet virksomheder, der enten allerede samarbejder med den offentlige sektor om digitale løsninger eller har en interesse i at forme den dagsorden fremover. Vi søger en bred repræsentation bl.a. på tværs af energi og forsyning, forsvar og sikkerhed, sundhedsteknologi, finans, tech og IT, samt industri og produktion.
Netværket er organiseret som en fast mødekreds, og den ideelle deltager er en public affairs-profil med mandat til at engagere sig i policy-arbejde og tage konkrete erfaringer med til bordet.
Bud på tematiske spor
Netværket arbejder inden for en række tematiske spor, der tilsammen dækker de mest centrale udfordringer og muligheder i skæringspunktet mellem erhvervsliv, digitalisering og den offentlige sektor:
- Kunstig intelligens og automatisering:
Potentialer, etik og rammebetingelser for brug af AI i velfærdsopgaver, herunder konkrete erfaringer med implementering, governance og ansvarlig anvendelse i drift og administration - Digital suverænitet:
Hvordan Danmark og Europa styrker kontrollen over kritisk digital infrastruktur, cloud og dataopbevaring, og reducerer afhængigheden af ikke-europæiske softwareleverandører - Cybersikkerhed og samfundsrobusthed:
Samarbejdet mellem offentlige og private aktører om sikkerhed, beredskab og fælles standarder for kritisk infrastruktur - Data, standardisering og interoperabilitet:
Hvordan fælles standarder og bedre datadeling skaber mere sammenhængende løsninger på tværs af myndigheder og sektorer og reducerer unødig kompleksitet - Offentlig-privat samarbejde og innovation:
Hvordan indkøbs- og leverancemodeller kan understøtte innovation og udvikling af danske og europæiske løsninger, herunder erfaringer med partnerskaber og agile samarbejdsformer - Regulering og rammevilkår:
EU-regulering, nationale digitaliseringsstrategier og indkøbsregler som både barrierer og muligheder
Kompetencer og arbejdskraft: Talentudvikling, efteruddannelse og tiltrækning af digitale specialister i både virksomheder og offentlige organisationer - Effekt og gevinstrealisering
Hvordan vi dokumenterer, at digitalisering faktisk leverer bedre velfærd og en mere effektiv offentlig sektor.
Sekretariat og opstart
Dansk Erhverv varetager sekretariatsfunktionen og tilrettelægger agenda, faciliterer møder og understøtter udarbejdelsen af fælles policy-udspil og analyser.
Netværket skyder i gang i efteråret 2026.