Spring til indhold

Mindre bøvl - mere vækst

Administrative byrder og bøvl er den største hæmsko for den danske transportsektor. Derfor præsenterer Dansk Erhverv et udspil med en lang række forslag til at gøre det lettere at drive transportvirksomhed i Danmark. Der er behov for at få ryddet op i junglen af administrativt bøvl og byrder, så transportvirksomhederne kan fokusere på kerneforretningen og fortsat være en motor for vækst og beskæftigelse til gavn for os alle

En analyse fra Dansk Erhverv viser, at danske transportvirksomheder ser lovgivning og regulering som den største udfordring for deres omsætning og vækstmuligheder. Samtidig bruger godt hver tredje transportvirksomhed i dag over en fjerdedel af arbejdstiden på administrative byrder. 

“Transportsektoren drukner i bøvl og byrder, hvilket resulterer i, at virksomhederne har mindre tid til at fokusere på deres kerneforretning. Og det er et problem. Uden en velfungerende transportsektor går udviklingen helt enkelt i stå. Og hvis udviklingen går i stå, trues grundlaget for arbejdspladser, velstand og sammenhængskraft i Danmark og i Europa," siger branchedirektør for Transport i Dansk Erhverv Jesper Kronborg.

Transportsektoren er vital for dansk økonomi. Alene i Danmark bidrog sektoren med 215 mia. kr. til BNP i 2023, heraf 150 mia. kr. direkte og 65 mia. kr. indirekte.

Det svarer til 8,6 procent af det samlede BNP. Derfor er det også helt afgørende, at konkurrenceevnen styrkes, så vi kan blive ved med at have en transportsektor i verdensklasse. 

Fire centrale indsatsområder
I udspillet peger Dansk Erhverv på fire centrale indsatsområder. For det første er rapportering og dokumentation blevet så omfattende og komplekst, at især små og mellemstore virksomheder bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på at leve op til kravene, som blandet andet kommer fra EU-lovgivning. 

For det andet oplever virksomhederne lange og uforudsigelige sagsbehandlingstider, som hæmmer investeringslysten og i værste fald forhindrer virksomhederne i at udføre deres arbejde. 

For det tredje skal det være nemt at vælge grønne løsninger, så regler vedr. grøn omstilling går hånd i hånd med virksomhedernes konkurrenceevne i stedet for at svække den. 

Slutteligt er regelsættet blevet så komplekst, at det hæmmer transportvirksomhedernes konkurrenceevne. Derfor skal overflødig regulering fjernes, regler harmoniseres på tværs af grænser, og lovgivning løbende evalueres.

Med udspillet kommer Dansk Erhverv med en lang række anbefalinger, som skal sikre enklere regler, mindre administration og bedre rammer for grøn omstilling på tværs af hele transportsektoren. Formålet med udspillet er i sidste ende helt enkelt. At skabe de bedst mulige rammevilkår for de danske transportvirksomheder. 

Du kan læse alle Dansk Erhvervs anbefalinger nedenfor ⇓

Mindre bøvl - mere vækst i transport
pdf

Kontakt

Transport

Jesper Kronborg

Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport