Demografien udvikler sig i en retning af stadig flere ældre, der kræver pleje, samt flere børn, mens de erhvervsaktive vil udgøre en mindre andel af befolkningen. Antallet af danskere over 80 år ventes at stige fra de nuværende godt 290.000 til 560.000 borgere over 80 år i 2045. 

Det er knap en fordobling af plejekrævende ældre over de næste 23 år. Den stadig større gruppe ældre, der med tiden bliver mere plejekrævende, ventes i 2030 at have brug for mindst yderligere 7.800 plejehjemsboliger.

Den stigende gruppe ældre har betydning for det forventede niveau af sundheds- og omsorgsydelser, der tilsvarende må ventes at stige markant. På samme vis er der også en forventning om et stigende børnetal i alderen 1-5 år, som også vil stille krav til velfærdssamfundet i form af institutioner mm. Endelig stiger antallet af borgere med kroniske sygdomme markant. Denne gruppe af borgere er steget fra 810.000 i 2010 til 1 mio. i 2019, hvilket er en stigning på næsten 25 pct. Samtidig er andelen af borgere, der har ikke bare én men to eller flere kroniske sygdomme, steget fra 9 pct. i 2010 til 12 pct. i 2019.

Ud over den demografiske udvikling er velfærdssamfundet udfordret af flere udsatte danskere med behov for en social indsats. Et fællestræk ved denne i øvrigt forskelligartet gruppe er, at de ofte kommer i kontakt med velfærdssystemet. At mangle et job, at være fysisk eller psykisk syg, at have sociale problemer, at have et stof- eller alkoholmisbrug eller at begå kriminalitet er alle forhold, der kan aktivere hjælp og støtte fra velfærdsstatens forskellige institutioner.

Knapt 282.000 voksne danskere eller 7 pct. af befolkningen har tegn på udsathed i deres liv. Det er en meget bred gruppe. Lige fra mennesker, hvis psykiske lidelser eller misbrugsproblemer ikke forhindrer dem i at arbejde og have velfungerende liv, til mennesker, der har svære liv med psykiske lidelser, misbrug og hjemløshed.

En del af de socialt udsatte tæller også personer, der lever med et fysisk og/eller psykisk handikap. Næsten 700.000 personer i befolkningen i alderen 16-64 år har et handicap svarende til 21 pct. af befolkningen. Andelen af personer med handicap var større i 2019 end i perioden 2008- 2014.8 45 pct. af personerne med handicap, svarende til 313.000 personer, har et større handicap.

Det vil sige, at ca. 10 pct. af de 16-64-årige har et større handicap. Denne andel har været relativt stabil i perioden 2008-2019, mens andelen af personer med et mindre handicap er steget. Hvad koster de sociale indsatser i kroner og ører? I 2021 havde kommunerne udgifter på ca. 53 mia. kr. på det specialiserede socialområde, og udgifterne er stigende år for år.

Målgruppen for indsatserne er udsatte børn, unge og voksne samt mennesker med handicap. Det skyldes blandt andet, at stadig flere borgere med meget komplekse psykiske problemer og fysiske handicap bliver opsporet og har behov for omfattende hjælp.

Samtidig er der store menneskelige omkostninger ved den sociale udsathed. Udsatte danskere oplever markant dårligere livskvalitet og trivsel end resten af befolkningen i forhold til vurdering af eget helbred, følelse af stress og energi, opfyldelse af vigtige behov i tilværelsen, selvmordsforsøg samt vold, seksuelle overgreb mv. Samme undersøgelse finder, at socialt udsatte har en markant højere forekomst af sygelighed end befolkningen generelt.

“Velfærdsfagene” bliver ofte brugt som en betegnelse for de fag og uddannelser, der udgør kernen i velfærdssamfundet. Det dækker over uddannelser fra sygeplejersker, SOSU’er, læger, jordemødre, pædagoger, socialrådgivere, folkeskolelærere m.fl. Desuden er der nogle faggrupper inden for fx administration og koordination, der får velfærdssamfundet til at fungere, selv om deres ydelse er mere usynlig – men som man opdager mangler, hvis den ikke er der.

En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd og Megafon fra 2015-16 viste, at sygeplejersker bruger 1 time og 49 minutter pr. dag på administration. Det svarer til over 25 pct. af arbejdstiden. Hvis sygeplejersker brugte 5 pct. mindre af deres arbejdstid på administrative opgaver, ville det svare til knap 1.800 flere sygeplejersker.

Efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft står ikke mål med udbuddet af samme. Der er en generel efterspørgsel på de rigtige medarbejdere, og det betyder i praksis, at mange rekrutteringer ender med at blive forgæves på hele arbejdsmarkedet og i høj grad også inden for velfærdsfagene.

KL har analyseret, at arbejdskraftbehovet i den offentlige sektor stiger betydeligt frem mod 2030. Det skyldes især det stigende antal ældre, hvor antallet af 80+ årige forventes at stige med knap 150.000 personer frem mod 2030. Hvis serviceniveauet, forstået som samme antal medarbejdere pr. borger, skal opretholdes, vil den offentlige sektor have behov for ca. 44.000 flere medarbejdere i forhold til i dag ved uændret arbejdstid. Alene antallet af SOSU-ansatte skønnes at skulle forøges med 15-20.000.

Manglen på arbejdskraft er allerede helt reel. Dansk Erhverv foretog i 2022 en analyse af forgæves rekrutteringer i velfærdsfagene med fokus på sundheds – og socialområdet, som viste, at der har været en markant stigning i den forgæves rekrutteringsrate i såvel den offentlige som den private sektor.

Inden for sundheds- og socialområdet havde hele 34 pct. af rekrutteringsforsøgene været forgæves i august 2021, hvilket var en fordobling siden december 2020, hvor den forgæves rekrutteringsrate var 17 pct. Kort forinden – i juni 2020 – lå tallet helt nede på 14 pct. Der er altså sket en markant stigning i andelen af forgæves rekrutteringer på kort tid.

Den nævnte undersøgelse tager udgangspunkt i særligt plejesektoren, men billedet er med variationer det samme i store dele af den brede velfærdssektor. Resultatet er, at de tilbageværende medarbejdere mangler kollegaer, og at mængden af opgaver overstiger antallet af medarbejdere, der kan løfte dem med tilstrækkelig kvalitet i udførslen.

Velfærdsuddannelserne – forstået som de uddannelser, der leverer kernemedarbejdere til ældre, børne-, sundheds- og socialområdet – har stigende udfordringer med at rekruttere og fastholde deres studerende på uddannelserne.

Det betyder, at fødekæden af kvalificerede medarbejdere til velfærdsfagene er udfordret, og det sætter sig i det samlede arbejdsmarkedsudbud, hvilket man forventer kun bliver endnu tydeligere i de kommende år, hvis tendensen fortsætter. Samlet set forventes der at mangle 35.600 uddannede pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere i arbejdsstyrken i 2030.

Det skyldes bl.a. den demografiske udvikling med et stigende antal børn og ældre i årene, der kommer.
Manglen på velfærdsuddannede vil inden for de næste ti år forværres af, at rekrutteringsgrundlaget til uddannelserne bliver mindre med faldende ungdomsårgange. Dertil kommer, at interessen for uddannelserne har været vigende de senere år med et fald på mellem 1 og 16 pct. på tværs af de store velfærdsuddannelser

På baggrund af de faldende ungdomsårgange og en mindre søgning til uddannelserne er udbuddet af nyuddannede med en af de fire uddannelser steget relativt lidt, samtidig med at behovet er stigende.

Udfordringerne med at rekruttere og fastholde studerende på velfærdsuddannelserne bør derfor tages ganske alvorligt, fordi de har stor betydning for arbejdsgivernes mulighed for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft i de næste mange år.

Det danske velfærdssamfund har vokseværk, hvad angår styringskompleksitet og graden af regulering, som har været tiltagende over de sidste mange år. Siden 1989 er antallet af ord i love og bekendtgørelser i gennemsnit vokset med 4 pct. om året.

Samtidig har vi en kultur, hvor ønsket om at give borgeren kvalitetsindsatser og dokumentere, at indsatsen er leveret, har medført en øget regulering, dokumentation og bureaukrati. Ikke af ond vilje, men ud fra ønsket om at skabe tryghed, retssikkerhed, lige adgang og tillid.

Derfor kræver det en kulturforandring, hvis vi skal gøre op med styringskompleksiteten og skubbe beslutningerne længere ud til velfærdsmedarbejderne, tættere på borgerne – med opmærksomhed på dilemmaet i forhold til borgernes retssikkerhed. Trods den stigende grad af kompleksitet har vores samfund svært ved at adressere, hvad der kaldes ”vilde problemer”.

Vilde problemer lader sig ikke løse let, men er komplekse og typisk forbundet i et helt problemkompleks af flere og relaterede problemer, der ofte går på tværs af forvaltnings- og geografiske grænser. Når et problem forsøges løst, vil det typisk medføre et nyt problem et andet sted i den nærmeste gordiske knude, som et vildt problem udgør. Et klassisk eksempel på vilde problemer er udsatte borgere med komplekse diagnoser eller brugere i en hel stribe forskellige forvaltninger og sundhedsinstitutioner.

En traditionel måde for det offentlige at organisere sig på er en ”hierarkisk søjleopdelt organisering” opdelt på f.eks. funktion, geografi, specialer, målgrupper eller opgavetyper.

Det er muligt entydigt at placere et ansvar, og medarbejdere på forskellige områder kan opnå en høj grad af
specialisering og produktivitet. Hvis problemerne er enkle, kan denne organisering således være et solidt fundament for ydelser af høj kvalitet. Endvidere kan der laves en enkel økonomistyring, hvor hver afdeling har ansvar for eget budget.

Men når problemerne bliver vilde, bliver den klassiske forvaltningsopbygning udfordret, fordi problemerne kun lader sig løse på tværs og med bidrag fra flere instanser på en meningsfuld måde for de borgere, der står i centrum for det hele.

Spørgsmålet er, hvordan det moderne samfund, der traditionelt har løst mange udfordringer med ny lovgivning, angriber disse vilde problemer og ikke mindst løser dem. Den stadig større styringsmæssige kompleksitet i vores samfundsmodel gør, at der er en stigende risiko for silo- og kassetænkning, hvilket bl.a. understøttes af budgetloven, der er god til at styre økonomien, men ikke giver stort rum til at tænke langsigtet og på tværs for at løse nogle af de sværeste problemer blandt de mest udsatte borgere.

Fællesskabsmålingen fra VIVE (lanceret af TrygFonden og Mary Fonden) er en temperaturmåling på danskernes fællesskabsfølelse. Den måler, hvordan mennesker i Danmark oplever deres relation til fællesskabet både i de nære bånd til netværk og familie og i det bredere samfundsliv.

Det fremgår af Fællesskabsmålingen fra 2022, at majoritetsgruppen på 71 pct. af danskerne trives i livet og føler sig som en værdsat del af de fællesskaber, de færdes i. Risikogruppen udgør 24 pct. af de adspurgte, der er ramt af forskellige udfordringer i livet, som begrænser deres deltagelse i de fællesskaber, som andre danskere mødes i. De oplever fx arbejdsløshed, sygdom eller andet, der presser dem i deres hverdag.

Endelig består eksklusionsgruppen af 5 pct. af de adspurgte, der kæmper med massive problemer. Mange af disse angiver, at de ikke er glade for deres liv, ikke har styring med det, ikke bliver værdsat af andre eller ikke er en del af de fællesskaber, der fylder andre menneskers hverdag. Desuden angiver de udfordringer såsom ensomhed, psykiske lidelser, dårligt helbred og økonomiske problemer.

Vi skal bygge fremtidens velfærdssamfund på vores børn og unge mennesker. Desværre er mistrivsel, ensomhed og psykisk sårbarhed udbredt blandt nogle grupper af børn og unge. Et stigende antal børn og unge angiver at de føler sig ensomme.

Tal fra Børns Vilkår viser, at 19 pct. af de adspurgte angav at de oplever følelsen af ensomhed en gang i mellem. For 7 pct. optræder den tit eller meget tit. Andelen af skoleelever, der føler sig ensomme, har de seneste år været i stigning.

Børns Vilkårs undersøgelse viser endvidere, at børn, som føler sig ensomme, oftere klarer sig fagligt dårligt, og at børn fra ressourcesvage familier oftere føler sig ensomme.

Mistrivsel og psykisk sårbarhed blandt børn og unge kan i sidste ende føre til psykiske diagnoser, eller at den unge står uden for uddannelse og arbejdsmarkedet. Gruppen af de godt 45.000 unge, der står uden uddannelse og job, er i politisk fokus i disse år i forhold til, at flere fra denne gruppe skal trives, blive en aktiv del af fællesskabet og om muligt bidrage til samfundet.

Årsagerne til, at de står uden for uddannelse og job varierer lige fra mistrivsel og psykisk sårbarhed til forskellige grader af fysiske og psykiske handicap. Hvor 80 pct. af unge uden handicap får en ungdomsuddannelse, så gælder det kun for 54 pct. af unge med handicap.

Et sidste perspektiv ved dette ”udenforskab” af borgere, der ikke indgår i fællesskaber, herunder arbejdsfællesskaber er, at der i 2021 var 755.000 15-64-årige uden for arbejdsstyrken. Det svarer til hver femte af alle 15-64-årige.

Tallet dækker over en broget gruppe af studerende, arbejdsløse, langtidssygemeldte, førtidspensionister, fleksydelsesmodtagere, pensionister og efterlønsmodtagere m.m. Tallet er lavere end længe registreret oven på den højkonjunktur, som dansk økonomi har oplevet de sidste par år med en rekordhøj beskæftigelse, og selv om baggrundene for at være en del af denne gruppe er mangeartede, er det stadig en forholdsmæssig stor gruppe, der skal forsørges helt eller delvist af de erhvervsaktive.

Det danske velfærdssamfund finansieres for langt størstedelens vedkommende af skatteindtægter fra borgere og virksomheder. Mange velfærdsopgaver løses i offentligt regi samt af selvejende og private leverandører.

Dertil kommer de aktiviteter, der finder sted i andre sektorer såsom i civilsamfundet, der udføres på delvist frivillig basis samt danskernes pensionsopsparinger og forsikringer, som også bidrager til løsningen af velfærdsopgaver.

De kommende år står det danske samfund over for stigende udgifter. Politisk har vi bundet os til markant stigende forsvarsudgifter i det nationale kompromis, og den grønne omstilling, som er en bunden opgave, vil også koste ressourcer. Udgifterne til sundheds- og velfærdsområdet bliver samtidig presset af den demografiske udvikling, flere behandlingsmuligheder og danskernes stigende forventninger.

Den demografiske udvikling betyder, at der er færre skattebetalere til at finansiere velfærden, men altså flere i særligt den ældste, men også yngste del af befolkningen samt flere udsatte og kronikere, der ventes at ville trække mere på velfærdsydelserne. Sammenholdt med de øvrige udgifter, vi som samfund har forpligtet os på, kan det på lang sigt give politiske dilemmaer, når det handler om finansiering af fremtidens velfærdssamfund.

En lang række velfærdsområder halter efter sundhedsområdet, hvad angår brug af data, digitale værktøjer og teknologi i øvrigt. Det handler blandt andet om en mindre tradition for datastandarder og datakvalitet.

Det betyder, at vi ved for lidt om, hvad der virker i eksempelvis de sociale indsatser, og at erfaringsopsamlingen er fragmenteret. Digitale værktøjer til at styrke kvalitet og effekt samt værktøjer til styring og planlægning kunne være udbredt i langt større grad, end det er tilfældet i dag herunder eksempelvis velfærdsteknologi.

Som billedet er i dag, er digitale løsninger i velfærden vokset meget i omfang lokalt, men erfaringsopsamlingen er sket fragmenteret. Samtidig er kravene til datahåndtering vokset fx med GDPR-reglerne.

Desuden er der en gruppe digitalt udsatte borgere, for hvem digitale redskaber og løsninger ikke umiddelbart er tilgængelige og attraktive på samme måde som de klassiske analoge løsninger. Det stiller krav til styringsmodeller på området, når nye digitale muligheder skal i spil i den borgernære velfærd på en måde, hvor det gavner borgere og medarbejdere og samtidig er styrbart og ikke skaber for meget bureaukrati.

Potentialet er der i dag - ikke mindst i forhold til at frigøre tid hos frontpersonalet. En ny rapport viser, at eksisterende teknologi kan frigøre tid svarende til op mod 2.000 medarbejdere i hjemmeplejen. Tid der i stedet kan bruges på borgernære opgaver. Et lokalt eksempel er Viborg Kommune, hvor digital træning af borgere med hjemmeplejebehov har frigjort 19.000 arbejdstimer, der kan bruges på andre velfærdsopgaver. Samtidig har det også vist sig, at de ældre bliver mere selvhjulpne til at klare sig selv i hjemmet og oplever større livskvalitet.

Der findes mange eksempler på lignende lokale erfaringer, hvor digitale løsninger bidrager til forebyggelse, kvalitet, effekt, frigørelse af timer til andre opgaver og styring. Det er et centralt spørgsmål, hvordan potentialet bedst udbredes til gavn for både borgere, medarbejdere og samfund på tværs af velfærdssamfundets sektorer.

I Velfærdsrådets arbejde har det været et tilbagevendende ønske at bevare et universelt velfærdssamfund med et vidtforgrenet udbud af skattefinansierede services og ydelser holdt op imod den demografiske udfordring, manglende arbejdskraft og ressourcer til at finansiere fremtidens velfærd.

Rådet kan ikke give en klar fælles anbefaling til, hvordan denne udfordring håndteres udover at konstatere, at den er reel.

Hvad er kronjuvelerne i vores velfærdssamfund, der skal løses inden for den skattebetalte offentlige velfærd? Og hvad har ikke samme essentielle karakter, men kan muligvis i et omfang udlægges til civilsamfundet, familien og de lokale fællesskaber eller til egenbetaling fx via forsikringer og opsparinger?

På sundhedsområdet er sundhedsforsikringer blevet kraftigt udbredt siden 2003, så 2,3 mio. danskere i dag har en sundhedsforsikring. De fleste opnår denne gennem deres arbejdsgiver, hvor faglærte og ufaglærte udgør størstedelen af de forsikrede.

De obligatoriske arbejdsmarkedspensioner, som blev indført i 1993, er et andet eksempel på, hvordan danskerne i dag sparer op til en stor del af deres egen alderdom. En større del af indkomsten for pensionister udgøres i fremtiden af udbetalinger fra egne pensioner stigende fra ca. 25 pct. i år 2000 til ca. 50 pct. i år 2050.

Det er en sensitiv diskussion med risiko for forskelsbehandling mellem dem, der står indenfor og uden for arbejdsmarkedet, og i sidste ende udgør det en risiko for ulighed i velfærden. Men i lyset af at velfærden er under pres, og da der allerede er en forskelsbehandling i praksis på flere områder, er spørgsmålet, om man politisk kan tage drøftelsen med åben pande og få lagt nogle langsigtede og gode strukturer, så vi også fremover kan tage hånd om de mest udsatte borgere.

På den måde kan vi sikre samfundskontraktens balance mellem beskatning og udbud af velfærdsydelser. Alternativet er, at udviklingen alligevel finder sted, men uden en klar plan.

Historisk har udbuddet af offentlige velfærdstilbud været stigende, men set over for det udfordringsbillede, vi står overfor, så er tiden måske inde til en mere grundlæggende samtale blandt beslutningstagere og befolkningen. Her bidrager Velfærdsrådets medlemmer meget gerne med alle relevante perspektiver.

I 2030 har vi bæredygtig sundhed – mentalt og fysisk, hvor behovet for hjælp opstår senere end i dag, fordi vi forebygger bedre, og hvor vi er i stand til at levere et skræddersyet tilbud til dem, der har behov.

I 2030 har de fagprofessionelle i velfærden større faglig stolthed, arbejdsglæde og trivsel. De nyder faglig respekt og tillid fra omverdenen, og har plads til at udøve endnu mere medmenneskelighed og faglig omsorg gennem øget medbestemmelse, kvalitet i uddannelserne, bedre ledelse og tilstrækkeligt med kollegaer.

I 2030 trives flere i alle aldersgrupper, og er en del af fællesskaberne. Færre har behov for hjælp og den hjælp, der gives af de forskellige typer fællesskaber i samfundet, gør de fleste i stand til selv at bidrage, hvis de kan. Vi er bedre til at bruge data og teknologi til at sætte ind i tide og reducere behovet for hjælp.