Anbefaling #11: Styrke udbredelsen af velfærdsteknologi
Anbefaling #11
Anbefaling: Styrke incitamenter til, at den helt nødvendige velfærdsteknologi implementeres og udbredes ved at identificere begrænsningerne for udbredelse og fjerne begrænsningerne– hvad enten det er budgetmæssige, administrative eller organisatoriske hindringer. Indledningsvist bør fokus være på teknologi, der hjælper medarbejderne og på implementering af løsningerne i en skala, så der kan foretages en reel efterprøvning af effekter.
Begrundelse: Borgernes voksende velfærdsbehov og den massive mangel på arbejdskraft kalder på nye løsninger ved brug af sundheds- og velfærdsteknologi. Med velfærdsteknologi menes både teknologier, som bruges i samfundet i almindelighed fx smartphones og tablets, men det kan også være specialdesignet teknologi, der skal imødekomme bestemte målgruppers behov, fx i form af hjælpemidler.
Men udbredelsen af de nye teknologier sker ikke af sig selv. Der findes i dag barrierer for udbredelsen som fx organisatoriske barrierer i forhold til nye arbejdsgange, budgetmæssige bindinger, der vanskeliggør flerårige investeringer, administrative barrierer eller skepsis blandt borgere og pårørende. Det betyder, at investeringer i velfærdsteknologi ikke altid går hurtigt nok.
Ny teknologi har potentialet til at blive en game changer i leverancen af sundheds- og velfærdsydelser, særligt hvor den vil være arbejdskraftbesparende. I dag er der en svag incitamentsstruktur for kvalitetsforbedringer i velfærdsydelsen. Det gør sig både gældende for offentlige og private leverandører.
Hvis en offentlig eller privat velfærdsleverandør, fx et plejehjem, formår at forebygge eller løfte kvaliteten af behandlingen ved brug af velfærdsteknologi, har det ingen positiv effekt på afregning af ydelsen.
På samme måde er der ingen økonomisk tilskyndelse til at investere i teknologi, der øger produktiviteten eller mindsker behovet for arbejdskraft. Det kan med andre ord rent økonomisk ikke betale sig at levere andet til borgeren end business as usual på den billigst mulige måde.
De offentlige og private velfærdsleverandører bør belønnes for en kvalitativ fremgang på relevante parametre. En yderligere barriere for udbredelsen af ny teknologi er, at de gode løsninger ikke nødvendigvis udbredes mellem fx kommuner og mellem hospitaler. For meget innovation ender som enkeltstående projekter, og der mangler skala, hvis de nye løsninger for alvor skal udbredes.
Velfærdsrådets anbefalinger

Anbefaling #1: Rette hjælp i rette tid for mennesker med komplekse problemer
Hvordan sikres mennesker med komplekse problemer en mere helhedsorienteret indsats med inddragelse af både borgerens konkrete perspektiv og medarbejdernes faglighed?

Anbefaling #2: Flere frivillige og mere civilsamfund i løsningen af velfærdsudfordringer
Kan rammerne om civilsamfundet styrkes, så det i højere grad kan bidrage til at løse de store velfærdsudfordringer? Hvordan kan vi styrke civilsamfundets rolle i velfærden, så flere engagerer sig?

Anbefaling #3: Velfærdsuddannelser der matcher fremtidens behov
Kan vi revidere økosystemet af de uddannelser, der uddanner fremtidens medarbejdere i velfærdsfagene? Hvordan får vi flere til at vælge velfærdsuddannelserne og gennemføre dem? Hvordan sikrer vi, at de nyuddannede er klar til den faktiske opgave ude i praksis? Og hvordan skaber vi faglige udviklingsmuligheder, som ikke fjerner den fagprofessionelle fra de borgernære opgaver?

Anbefaling #4: Arbejdspladser der både kan tilbyde fleksibilitet og forudsigelighed til medarbejderne
Kan det blive lettere for fast- og fuldtidsansatte i velfærdssektorerne at opnå bedre muligheder for medindflydelse og fleksibilitet, så ansættelser i højere grad kan tilpasses behov og livsstil i de forskellige liv, medarbejderne lever?

Anbefaling #5: Nemmere at få anerkendelse for uformelle kompetencer
Hvordan kan det blive enklere for den enkelte og for virksomheder at finde den korteste og billigste vej til opkvalificering?

Anbefaling #6: Samarbejde og fleksibilitet om opgaverne - rette kompetencer til rette opgaver
Kan manglen på kvalificerede medarbejdere i sundheds- og velfærdsfagene imødekommes ved, at man udfordrer faggrænser, styrker samarbejdet mellem faggrupper og skaber mere fleksibilitet i opgaveløsningen?

Anbefaling #7: Velfærdsinstitutioner skal kunne levere skræddersyede tilbud til borgerne
Kan der skabes større mangfoldighed i velfærdstilbuddene til gavn for borgerne ved, at alle velfærdsinstitutionerne – offentlige og ikke-offentlige –får øgede frihedsgrader til at tilbyde borgerne en bredere vifte af tilbud?

Anbefaling #8: Øget samarbejde og sammenhæng mellem sektorer – herunder bedre rammer for sociale effektinvesteringer
Hvordan skaber vi stærkere incitamenter til, at der kan laves investeringer eller igangsættes indsatser, der her og nu er udgiftskrævende, mens gevinsten ligger i en anden forvaltning eller langt ude i fremtiden? Er der nogle områder af velfærden, der er særligt velegnede til sociale investeringer?

Anbefaling #9: Bedre partnerskaber mellem offentlige og ikke-offentlige samfundsaktører
Hvordan får vi skabt bedre partnerskabsmodeller, der i højere grad end i dag inviterer til, at de ikke-offentlige samfundsaktører kan og vil bidrage til danskernes velfærd, sundhed og forebyggelse?

Anbefaling #10: Nemmere udveksling af viden og data skal styrke indsats og forebyggelse
Danmark er på mange måder et foregangsland, når det handler om digitalisering af sundhed og velfærd. Men hvordan kan vi blive bedre til at bruge vores viden og data på tværs af sektorer til gavn for borgerne?

Anbefaling #11: Styrke udbredelsen af velfærdsteknologi
Hvordan fremmes udbredelsen af – og investeringer i – velfærdsteknologi? Nogle barrierer er økonomiske og juridiske, men der kan også være modstand blandt borgere, pårørende eller i implementeringen på den enkelte arbejdsplads.

Anbefaling #12: Digital velfærd til gavn for borgerne
Kan vi sætte yderligere skub i digitaliseringen af velfærdsområdet? Og hvilke velfærdsområder egner sig særligt i den forbindelse?