Anbefaling #5: Nemmere at få anerkendelse for uformelle kompetencer
Anbefaling #5
Anbefaling: Velfærdsrådet ønsker en lettere vej for medarbejdere, der ikke nødvendigvis har formelle papirer på deres kompetencer, ved i højere grad at anerkende praksiserfaring i stil med mesterlære, når der skal laves uddannelsesforløb. Der skal foretages et eftersyn af, i hvilken grad og på hvilke faglige områder praksiserfaring og anciennitet kan kvalificere til formelle kompetencer med merit. Velfærdsrådet har noteret sig Reformkommissionens anbefalinger om samme problemkompleks og bakker op om disse
Begrundelse: Manglen på uddannet arbejdskraft på ældreområdet har aldrig været større. Det får i stigende grad kommunerne til at ansætte uuddannet arbejdskraft til at passe og pleje ældre medborgere. Helt konkret er andelen af ufaglærte medarbejdere på social- og sundhedsområdet i kommunerne steget fra 13 til 25 pct. i perioden 2017 til 2022, når man ser på forholdet mellem antallet af faglærte og antallet af ufaglærte social- og sundhedsmedarbejdere. Det betyder, at mere end hver femte medarbejder nu er ufaglært.
Samme billede tegner sig i andre velfærdsfag fx har 18 pct. af de ansatte i kommunale lærerstillinger i folkeskolen ikke en læreruddannelse. Hvordan kan det blive lettere at få anerkendelse for uformelle kompetencer, der er erhvervet gennem praksis, og hvordan kan de ufaglærte arbejdstagere dermed blive opkvalificeret, når de ønsker at blive i faget, men ikke ønsker at gå ind i det ordinære uddannelsessystem? Eksempelvis er det muligt at opnå en SOSU-hjælper-uddannelse på 17 uger, hvis man er fyldt 25 år og har mindst to års relevans fuldtidsbeskæftigelse bag sig. Denne tankegang kan med fordel udbredes til andre
fag.
Velfærdsrådets anbefalinger
Anbefaling #1: Rette hjælp i rette tid for mennesker med komplekse problemer
Hvordan sikres mennesker med komplekse problemer en mere helhedsorienteret indsats med inddragelse af både borgerens konkrete perspektiv og medarbejdernes faglighed?
Anbefaling #2: Flere frivillige og mere civilsamfund i løsningen af velfærdsudfordringer
Kan rammerne om civilsamfundet styrkes, så det i højere grad kan bidrage til at løse de store velfærdsudfordringer? Hvordan kan vi styrke civilsamfundets rolle i velfærden, så flere engagerer sig?
Anbefaling #3: Velfærdsuddannelser der matcher fremtidens behov
Kan vi revidere økosystemet af de uddannelser, der uddanner fremtidens medarbejdere i velfærdsfagene? Hvordan får vi flere til at vælge velfærdsuddannelserne og gennemføre dem? Hvordan sikrer vi, at de nyuddannede er klar til den faktiske opgave ude i praksis? Og hvordan skaber vi faglige udviklingsmuligheder, som ikke fjerner den fagprofessionelle fra de borgernære opgaver?
Anbefaling #4: Arbejdspladser der både kan tilbyde fleksibilitet og forudsigelighed til medarbejderne
Kan det blive lettere for fast- og fuldtidsansatte i velfærdssektorerne at opnå bedre muligheder for medindflydelse og fleksibilitet, så ansættelser i højere grad kan tilpasses behov og livsstil i de forskellige liv, medarbejderne lever?
Anbefaling #5: Nemmere at få anerkendelse for uformelle kompetencer
Hvordan kan det blive enklere for den enkelte og for virksomheder at finde den korteste og billigste vej til opkvalificering?
Anbefaling #6: Samarbejde og fleksibilitet om opgaverne - rette kompetencer til rette opgaver
Kan manglen på kvalificerede medarbejdere i sundheds- og velfærdsfagene imødekommes ved, at man udfordrer faggrænser, styrker samarbejdet mellem faggrupper og skaber mere fleksibilitet i opgaveløsningen?
Anbefaling #7: Velfærdsinstitutioner skal kunne levere skræddersyede tilbud til borgerne
Kan der skabes større mangfoldighed i velfærdstilbuddene til gavn for borgerne ved, at alle velfærdsinstitutionerne – offentlige og ikke-offentlige –får øgede frihedsgrader til at tilbyde borgerne en bredere vifte af tilbud?
Anbefaling #8: Øget samarbejde og sammenhæng mellem sektorer – herunder bedre rammer for sociale effektinvesteringer
Hvordan skaber vi stærkere incitamenter til, at der kan laves investeringer eller igangsættes indsatser, der her og nu er udgiftskrævende, mens gevinsten ligger i en anden forvaltning eller langt ude i fremtiden? Er der nogle områder af velfærden, der er særligt velegnede til sociale investeringer?
Anbefaling #9: Bedre partnerskaber mellem offentlige og ikke-offentlige samfundsaktører
Hvordan får vi skabt bedre partnerskabsmodeller, der i højere grad end i dag inviterer til, at de ikke-offentlige samfundsaktører kan og vil bidrage til danskernes velfærd, sundhed og forebyggelse?
Anbefaling #10: Nemmere udveksling af viden og data skal styrke indsats og forebyggelse
Danmark er på mange måder et foregangsland, når det handler om digitalisering af sundhed og velfærd. Men hvordan kan vi blive bedre til at bruge vores viden og data på tværs af sektorer til gavn for borgerne?
Anbefaling #11: Styrke udbredelsen af velfærdsteknologi
Hvordan fremmes udbredelsen af – og investeringer i – velfærdsteknologi? Nogle barrierer er økonomiske og juridiske, men der kan også være modstand blandt borgere, pårørende eller i implementeringen på den enkelte arbejdsplads.
Anbefaling #12: Digital velfærd til gavn for borgerne
Kan vi sætte yderligere skub i digitaliseringen af velfærdsområdet? Og hvilke velfærdsområder egner sig særligt i den forbindelse?