Internationale udviklingssamarbejder
Dansk Erhverv engagerer sig i internationale udviklingssamarbejder, hvor vi skaber jobs til unge, styrker rammevilkår for vækst, fremmer iværksætteri og skaber forbindelser mellem danske virksomheder og udviklings- og vækstøkonomier.
Vores tilgang
Verden er blevet tættere forbundet. Handels, sikkerheds og udviklingspolitik hænger i stigende grad sammen, og udviklings- og vækstøkonomier spiller en stadig vigtigere rolle for dansk erhvervsliv.
Dansk Erhverv arbejder derfor for at koble udviklingspolitik med erhvervsfremme og investeringer, så politiske ambitioner omsættes til konkrete løsninger og nye muligheder. Vi skaber partnerskaber, reducerer kompleksitet og forbinder virksomheder med relevante myndigheder, lokale organisationer og finansieringsmuligheder.
Målet er at skabe bæredygtig vækst, grøn omstilling og nye arbejdspladser – til gavn for både partnerlandene og danske virksomheder.
Dansk Erhvervs internationale udviklingssamarbejde bygger på den overbevisning, at stærke partnerskaber mellem erhvervsliv, myndigheder og civilsamfund skaber de bedste forudsætninger for innovation, grøn omstilling og økonomisk udvikling til gavn for vores partnerlande. Samtidig er det med til at åbne døretil nye markeder og langsigtede samarbejder for danske virksomheder.
Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)
Et af Dansk Erhvervs centrale internationale engagementer er Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP), hvor vi bidrager til at styrke iværksætteri, innovation og skaber jobs til unge i samarbejdet mellem den private sektor og civilsamfundet i Mellemøsten og Nordafrika (MENA).
Som strategisk partner arbejder vi med:
- udvikling af iværksættere og startups
- træning af unge og jobskabelse
- bedre rammevilkår for virksomheder
- samarbejde mellem danske og lokale virksomheder, investorer og innovationsmiljøer
Lokale partnerskaber med internationalt perspektiv
Vores arbejde tager altid udgangspunkt i lokale behov og stærke partnerskaber.
Egypten
Sammen med American University in Cairo Venture Lab styrker vi grønne startups, understøtter kvinder i tech og skaber samarbejde mellem egyptiske og danske innovationsmiljøer – blandt andet i samarbejde med DTU Skylab og CrossWorkers.
Tunesien
I samarbejde med Education for Employment udvikler vi iværksætterforløb og styrker unges adgang til finansiering og jobs.
Marokko
I samarbejde med Education for Employment udbyder vi træning til unge der øger beskæftigelsen i grønne erhverv og styrker den lokale erhvervsudvikling.