Spring til indhold

Bliv del af dansk eksportfremstød for vindenergi og PtX til Texas den 6.-10. marts 2023

Dansk Erhverv arrangerer i samarbejde med Dansk Industri og Trade Councils energiteam i Houston et eksportfremstød for vindenergi og PtX til Texas den 6.-10. marts 2023 .
Event
Konference

Bliv del af dansk eksportfremstød for vindenergi og PtX til Texas den 6.-10. marts 2023

Texas (Houston, Austin og Corpus Christi), USA
Gem
Indhold

Texas er den delstat i USA med klart flest opstillede vindmøller, og der er mange flere GW i pipelinen hos de lokale vindudviklere både på land og til havs. I dag produceres der 35 GW vindenergi i Texas ud af USA's samlede produktion af vindenergi på 135 GW. Med hensyn til brint forventes det, at Texas ikke kun bliver den ledende delstat i USA, men reelt bliver den ledende aktør i hele verden som følge af, at Texas besidder en betydelig olie- og gasinfrastruktur foruden vindkraft til at udnytte brintmulighederne. Greater Houston-området har verdens største koncentration af energivirksomheder, hvoraf over 30 beskæftiger sig med vindenergi. Hvis Texas var et land, ville det udgøre verdens 9. største økonomi.

Det er disse markedsmuligheder, som vi ønsker, at danske vindvirksomheder bliver en del af, og programmet for fremstødet er tilrettelagt efter at give de deltagende danske virksomheder et indgående kendskab til texanske vindudviklere og vindprojekter med henblik på, at der både kan etableres fremtidige partnerskaber og skabes forretningsmuligheder her og nu. For så vidt angår grøn brint, kommer de danske virksomheder til at møde nogle af USA’s største brinthubs, og dørene vil blive åbnet til en hastigt voksende sektor, hvor Texas skønnes at komme til at spille en global hovedrolle indenfor de kommende år.

Programmet for eksportfremstødet er ikke endeligt fastlagt endnu, men ventes blandt andet at omfatte følgende elementer:

Mandag den 6. marts i Houston

  • Møde med Greater Houston Partnership, som er den største erhvervsorganisation i Texas. Her vil der være fokus på vind- og PtX-markedet i Texas.
  • Oplæg om at drive virksomhed i Texas ved en CEO fra en dansk virksomhed i delstaten. Præsentation fra Center for Houston’s Future, der er ansvarlig for ”HyVelocity National Hydrogen Hub’s” ansøgning til det amerikanske Energiministerium om at få finansiering til at accelerere brintprojekter i Texas, Louisiana og den amerikanske golfkyst.
  • Besøg hos en stor lokal energiaktør med fokus på ”Houston Energy Corridor”, herunder PtX-planer og samarbejdet med lokale leverandører og projektudviklere
  • Besøg hos en anden stor lokal energiaktør om PtX-planer og samarbejdet med lokale leverandører og projektudviklere

Tirsdag den 7. marts i Austin

  • Besøg hos guvernørens kontor for investeringer i Texas
  • Møde med Austins bystyre vedrørende projekter indenfor vedvarende energi
  • Møde med ERCOT (Electric Reliability Council of Texas) om elnettet og vedvarende energi
  • Netværksmøde med inviterede gæster fra Austin’s energivirksomheder samt lokale investorer og leverandører

Onsdag den 8. marts i Houston

  • Besøg hos Exxon med fokus på selskabets PtX-planer, herunder PtX/CCS-projektet til en værdi af 100 mia. USD
  • B2B-netværksdag på Rice University med oplæg fra Rice Baker Institute on the future of Energy in Texas og oplæg ved udvalgte amerikanske virksomheder indenfor vedvarende energi
  • Reception på det danske generalkonsulat i Houston

Torsdag den 9. marts i Corpus Christi

  • Besøg på Kiewit offshore-værfterne i havnebyen Corpus Christi, hvor Charybdis installationsskibet bliver bygget.
  • Besøg hos havnemyndighederne med fokus på havnens ansøgning om at blive USA’s nationale brinthub
    Oplæg ved ”Green Hydrogen International” om produktionen af grøn brint med en ambition om 60 GW

Fredag den 10. marts i Houston

  • Morgenmadsmøde med Nova Scotia/Halifax Development Corporation, der er I Houston pga. CERA-konferencen, om Nova Scotia’s planer for 5 GW offshore-vind.
  • Muligt besøg på CERA-konferencen, se eventuelt mere her: CERAWeek by S&P Global | The World's Premier Energy Event
  • Muligt besøg hos BP i Texas vedrørende vedvarende energi og PtX

For at kunne deltage i fremstødet som dansk virksomhed er det et krav, at man på et eller andet plan har været negativt berørt af Storbritanniens udtræden af EU, idet fremstødet får tilskud fra de såkaldte Brexit-midler. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt ens virksomhed opfylder det krav, er man meget velkommen til at kontakte Michael Bremerskov Jensen, fagchef for international handel i Dansk Erhverv, på email: mje@danskerhverv.dk eller tlf. +45 31752400.

Deltagergebyret dækker ovennævnte elementer og omfatter ikke fly og hotel. Bemærk, at det efter tilmeldingsfristen ikke er muligt at få deltagergebyret tilbage, såfremt man ender med ikke at deltage. Tilmeldingen er efter denne dato derfor bindende.

Hvor: Texas (Houston, Austin og Corpus Christi), USA

Tidspunkt: Mandag den 6. marts til fredag den 10. marts 2023

Deltagergebyr: 15.000 kr. pr. virksomhed (dækker 2 personer pr. virksomhed). Ved ekstra deltager pr. virksomhed er det 1.500 kr. ekstra. Ved tilmelding af flere personer fra samme virksomhed skrives personens navn, e-mail og virksomhed i kommentarfeltet.

Tilmeldingsfrist: Tirsdag den 31. januar 2023 (bindende)

Såfremt der ikke kommer det fornødne antal deltagende virksomheder, vil fremstødet blive aflyst, og indbetalt deltagergebyr vil naturligvis blive refunderet fuldt og helt

Kontaktpersoner

Michael Bremerskov Jensen

Fagchef for Global Markedsudvikling

Dansk Erhverv

Michelle Chen Møller

Konsulent

Dansk Industri

Læs mere

tlf. +45 52185947 / email: mcm@di.dk + vedhæftet foto

Søren Friis Larsen

Landechef, USA

Dansk Erhverv

Morten Siem Lynge

Generalkonsul og chef for energi i Nordamerika

Trade Council, Udenrigsministeriet

Læs mere

tlf. +1 832-855-8045 / email: morlyn@um.dk

Kontakt