Gemt

Fortsat mange, men dog færre på offentlig forsørgelse

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for udviklingen i antallet af danskere på offentlig forsørgelse. De nye tal viser, at det økonomiske opsving heldigvis sikrer, at antallet af danskere på offentlig forsørgelse falder

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af cheføkonom Steen Bocian

Renset for SU modtagere, så var der i 3. kvartal samlet set 725.867 offentligt forsørgede i alderen 16-64 år. Det var 1.510 færre end kvartalet før. Med tanke på, hvor kraftigt beskæftigelsen stiger i øjeblikket, så er det dog skuffende, at antallet af offentligt forsørgede ikke falder mere. Beskæftigelsen steg således med 5.200 personer fra 2. til 3. kvartal.

Det er da også værd at bide mærke i, at vi trods økonomisk højkonjunktur fortsat har 725.000 i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse. Inddrager vi SU-modtagerne, så er der faktisk over 1 mio. danskere på offentlig forsørgelse. Helt præcist 1.050.615 personer i alderen 16-64 år. Med tanke på, at virksomhederne i stigende omfang mangler arbejdskraft, så er det paradoksalt at så mange danskere fortsat skal forsørges via de offentlige kasser.

Over de seneste år er antallet af danskere på offentlig forsørgelse faldet støt. Når det er sagt, så er niveauet fortsat betydeligt højere end inden krisen – faktisk næsten 100.000 personer. Det skyldes dog i høj grad at flere er på SU end i 2008, og det er dermed ikke udtryk for et stort problem.