Gemt

Fortsat store rekrutteringsudfordringer

Helt nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at danske virksomheder fortsat har store udfordringer med at rekruttere. Det understreger behovet for reformer og øget mobilitet, lyder det fra arbejdsgiverorganisationen, Dansk Erhverv.

Nyhed

Danske virksomheder slås fortsat med at finde medarbejdere med de rigtige kompetencer. Således viser helt nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at ikke færre end 23,8 procent af de opslåede stillinger ikke blev besat i efteråret 2017. I foråret 2017 var det tal 20,0 procent.

”Det er meget bekymrende. Ser vi på de stillingskategorier, hvor der især er mangel på arbejdskraft, så stikker det i øjnene, at der for eksempel er mangel på tjenere, kokke og salgskonsulenter samtidigt med, at der faktisk går ledige rundt med netop disse kompetencer. Meget tyder altså på, at nogle ledige ikke er helt så mobile, som de burde være. Der er brug for øget mobilitet på tværs af fag og geografi, for det kan være med til at løse op for problemerne,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Mangel på arbejdskraft giver særligt udfordringer for restaurationsbranchen, rådgivning, IT-branchen og rengøring og anden operationel service. Udfordringerne består i, at når virksomhederne ikke kan finde den arbejdskraft, som de har brug for, så må de sige nej til ordrer, hvilket hæmmer væksten.

Dybt nødvendigt med reformer

Peter Halkjær peger på, at det er dybt nødvendigt med reformer, som kan afhjælpe manglen på arbejdskraft.

”Vi må bare sige, at udfordringen er yderst akut og yderst virkeligt. Den aktuelle situation på Christiansborg gør, at det er svært at samle flertal for reformer, som for alvor vil øge udbuddet af arbejdskraft. Det kan for eksempel være en justering af pensionsalderen eller en sænkning af topskatten. Her må vi så sige, at politikerne så skylder et klart svar på, hvad man så vil gøre for at adressere udfordringen,” siger Peter Halkjær.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil