Gemt

Fremgang i Dankortomsætningen i november

Nets har offentliggjort tal for omsætningen på Dankort frem til november i år. Dankortomsætningen er en indikator for den samlede forbrugsudvikling, og vi har dermed et rimeligt opdateret syn på forbruget i november, som jo blandt andet er måneden med Black Friday.

Nyhed

dagens økonomiske kommentar af cheføkonom steen bocian

De nyeste tal viser en fremgang i omsætningen på Dankort på 0,8 % fra oktober til november. Det er isoleret set en ganske pæn vækst på en måned – men det er skal ses i lyset af, at Black Friday traditionen i stigende omfang vinder indpas i danskernes forbrugsmønster – og i det lys er det måske knap så imponerende, at omsætningen på Dankort steg med lidt under en procent fra oktober til november.

Måler vi væksten over de seneste tre-måneder, så er væksten i omsætningen på Dankort på 1,1%. Vi kan først med større sikkerhed konkludere om Black Friday driller tallene, når vi har statistik for december også.

Der er ingen tvivl om, at det private forbrug er i fremdrift – men det er dog værd at bemærke, at forbruget var faldende i både 2. og 3. kvartal i år, så der er langt fra tale om en forbrugsfest. Når man dertil lægger, at Black Friday udsalget flytter rundt på vores forbrug, så er der ikke basis for at tale om høj forbrugsvækst aktuelt, men fremgang er der dog tale om.

Fremgangen er drevet af stigende indkomster, lave renter, stigende priser på fast ejendom og stigende beskæftigelse. Der er med andre ord rigtigt meget medvind til det private forbrug i øjeblikket og i det lyse var det meget overraskende, at det private forbrug faldt i 2. og 3. kvartal. Tallene for 4. kvartal indikerer dog, at tilbagegangen var midlertidig.