Gemt

Huspriserne stiger i hele landet - ingen bobletendenser

Danmarks Statistik har offentliggjort boligpristal for 3. kvartal på regionalt niveau. De nyeste tal viser, at det går stille og roligt fremad på det brede marked for parcelhuse.

Nyhed

dagens økonomiske kommentar af cheføkonom steen bocian

Fra 2. til 3. kvartal steg priserne med 0,5% og målt over det seneste år er det blevet til en prisvækst på 4%. Fremgangen kommer alle dele af Danmark til gavn. Der er således fremgang i huspriserne i alle landsdele.

Højest prisvækst over det seneste år finder vi på Bornholm, men Nordsjælland og Vest- og Sydsjælland er også fint med. Når vi taler parcelhusmarkedet er der absolut ingen bobletendenser at spore. Fremgangen er fint afstemt efter de økonomiske konjunkturer, og vi skal derfor kun glæde os over stigende priser. Det er da også værd at bemærke, at priserne bortset fra i hovedstadsområdet og Nordjylland fortsat er betydeligt under niveauet fra før krisen.

Når huspriserne stiger så er det med til at trække det private forbrug op. Det private forbrug er stigende, men tempoet hvormed det stiger er ikke hæsblæsende, hvilket underbygger vurderingen af, at der er tale om et rimeligt velbalanceret opsving set fra husholdningernes synspunkt.

I det lys er det også paradoksalt, at de systemiske risikoråd i går anbefalede strammere låneregulering (i tillæg til hvad der allerede er gennemført og de kommende baselkrav), der er grundlæggende ingen udlånsvækst i dansk økonomi, og det synes i det lys ikke nødvendigt at stramme reguleringen på nuværende tidspunkt.