Gemt

Industrien under stort pres i år trods fremgang i oktober

Dansk industriproduktion og eksport har generelt haft et svært år i år. Vi har fået tal for industriproduktionen frem til og med oktober – og dagens tal byder heldigvis på lidt opmuntring.

Nyhed

dagens økonomiske kommentar af cheføkonom steen bocian

Målt over det seneste år er væksten på 0,5 pct. – mens niveauet for industriproduktionen er fortsat betydeligt lavere end ved udgangen af 2016. Faktisk er industriproduktionen i oktober i år 6,1 pct. lavere end i december sidste år.

Industrien er voldsomt afhængig af udviklingen på vores eksportmarkeder, og med den højeste vækst i Europa siden finanskrisen kunne vi godt have håbet på en højere vækst i industriproduktionen, end hvad vi har haft set i år. Der er dog en række modvindsfaktorer, som er med til at holde den danske industriproduktion nede. For det første gør det stramme arbejdsmarked det sværere og sværere for de danske industrivirksomheder at få den arbejdskraft, som de har behov for. Mange virksomheder siger derfor nej tak til ordrer. Derudover har industriens konkurrenceevne været udfordret af en stærk effektiv kronekurs, og en lønvækst der i to ud af årets tre kendte kvartaler har været højere end lønvæksten i de lande, som vi handler med.

Som sagt, så tilsiger den globale vækst fremgang i dansk eksport og industriproduktion – en fremgang der er udeblevet. Dette tidlige tegn på, at vores økonomi ikke kan følge med økonomierne i udlandet bør ikke ignoreres. Der er derfor fortsat grund til fokus på reformer, der udvider produktionspotentialet både i form af reformer, der udvider arbejdsudbuddet og reformer, der kan være med til at styrke produktivitetsvæksten.