Gemt

Måltal skal sætte turbo på konkurrencen

En redegørelse fra Erhvervsministeriet viser, at udviklingen med at få offentlige opgaver i udbud stort set er gået i stå. Der skal trykkes på speederen via bindende måltal, mener Dansk Erhverv.

Nyhed

Den netop offentliggjorte konkurrenceredegørelse fra Erhvervsministeriet viser, at den offentlige sektor kun i svagt stigende grad inddrager og involverer private aktører i løsningen af offentlige opgaver. Det er ellers et samarbejde, der ofte resulterer i udvikling af nye måder at løse opgaverne på. De nye innovative løsninger kan danske virksomheder efterfølgende eksportere og dermed sikre indtægter til landet.

”Samarbejde mellem det offentlige og private giver gevinster. Det ved vi. Og det er derfor, at vi finder det dybt bekymrende, at det går så langsomt med at få konkurrenceudsat opgaverne i det offentlige. Der skal trykkes på speederen, og det kan bedst ske ved, at der bliver indført bindende tal på området,” siger Morten Jung, markedschef i Dansk Erhverv.

Morten Jung peger desuden på, at øget offentligt-privat samarbejde gør det muligt at skabe en både bedre og billigere offentlig sektor.

Regeringen viser vejen

Og måske ønsket snart kan gå i opfyldelse. For nyligt meldte Brian Mikkelsen, erhvervsminister (K), Sophie Løhde, innovationsminister (V) og Simon Emil Ammitzbøll-Bille, økonomi- og indenrigsminister (LA) ud, at netop måltal kan være med til at øge konkurrenceudsættelsen.

”Den udmelding er vi selvsagt begejstrede over.  Ganske som regeringen mener vi ikke, at konkurrenceudsættelse har noget med ideologi at gøre. Konkurrenceudsættelse er hverken blå eller rød. Den er dannebrogsfarvet og simpelthen bare sund fornuft. Det er ligesom på hjemmefronten, hvor man helt naturligt spørger sig for blandt flere leverandører, når man skal have nyt køkken. Man laver sin research og køber køkkenet hos den udbyder, som bedst opfylder ens ønsker til både kvalitet og pris. Det er præcis dét, som det offentlige bør gøre meget mere,” siger Morten Jung.

Regeringen forventer i det nye år, at præsentere et politisk udspil om øget konkurrenceudsættelse, hvori de tre nævnte ministre har meldt ud, at måltal for øget konkurrenceudsættelse indgår. Dansk Erhverv ønsker, at opgaver for 160 milliarder kroner konkurrenceudsættes frem mod 2025. Det er cirka 60 milliarder mere end i dag.

Læs status for offentlig konkurrence her.

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil