Gemt

Mere fleksibel orlov til fædre og medmødre

1. januar 2018 indføres der nye regler om orlov til fædre og medmødre, som gør det muligt at afholde orlov mere fleksibelt.

Nyhed

Gældende regler
Barselsloven giver fædre og medmødre ret til at holde 2 ugers sammenhængende orlov efter barnets fødsel eller efter modtagelse af barnet i hjemmet. Det kan dog aftales med arbejdsgiveren, at de 2 ugers sammenhængende orlov kan holdes senere, dog inden for de første 14 uger efter barnets fødsel.

De nye regler
Fra den 1. januar 2018 har fædre og medmødre ret til at holde deres 2 ugers orlov mere fleksibelt, da det vil være muligt at aftale med arbejdsgiveren, at orloven ikke skal holdes i en sammenhængende periode. Orloven vil fra den 1. januar 2018 kunne holdes i hele uger eller på enkelte dage. Det er dog fortsat en betingelse, at de skal afholdes inden for de første 14 uger efter barnets fødsel.

Den samme fleksibilitet kommer også til at gælde for adoptivforældre.

Dansk Erhverv bemærker
Dansk Erhverv er positive over for de nye regler, som giver virksomhederne fleksibilitet i forhold til driften og en hensyntagen til den enkelte medarbejders ønske om at afvikle sin orlov.

Det er dog vigtigt at bemærke, at fleksibiliteten kun er en mulighed, hvis det er aftalt mellem arbejdsgiveren og medarbejderen.