Gemt

Hvem køber hvad på nettet?

28. februar 2017

Børnefamilierne er de flittigste netshoppere, det grå guld bruger flest penge, og de unge køber tøj på nettet. Det viser analysen, der har kortlagt danskernes e-handelsforbrug

 

Det er endnu en gang de midaldrende forbrugere, der skal have en særlig stor tak fra danske netbutikker. Gruppen med forbrugere i alderen fra 51 til 64 år har nemlig for alvor taget nettet til sig, og de er ikke bange for at åbne den digitale pung. Det grå guld står således for næsten en tredjedel (28 %) af det samlede danske netforbrug.

Forbrugerøkonom hos Nordea Ann Lehmann Erichsen har kigget på tallene, og hun er ikke overrasket over, at de ældre ligger i den digitale top:

”Oftest er børnene fløjet fra reden, og derfor er der lidt mere luft i budgettet hos de ældre, der er helt med på den digitale bølge. De har derfor både råd og evner til at købe alt fra rejser til dagligvarer på nettet.”

De midaldrende klikker ifølge analysen på købsknappen 3,56 gange om måneden, og de bruger 1097 kr. pr. køb. Dermed har de det højeste gennemsnitsforbrug. Til sammenligning trykker børnefamilierne køb fire gange om måneden, hvor de handler for 870 kr. pr gang.

Hvor ofte køber vi, og hvor meget bruger vi?

De digitale unge mangler købekraft

Der bliver ofte talt om de digitale unge, der ubesværet bevæger sig rundt på nettet, hvor de shopper, deler og liker. Analysen viser dog, at de unge blot står for en tiendedel af alle handler og syv % af det samlede forbrug. Ifølge Ann Lehmann Erichsen er det dog ikke et udtryk for manglende digitalisering hos de unge:

”Det økonomiske råderum hos ungdommen er mindre end hos mange af de andre grupper, og så har de nogle andre behov. Derfor bruger de penge på tøj, sko og streaming fremfor rejser, dagligvarer og hårde hvidevarer. Der er med andre ord ingen grund til at bruge penge, man ikke har, på ting, man ikke har behov for.”  

Forbrugereksperten understreger også, at de ældres forbrug smitter af på de unge:

”Det kan godt ske, at det er mor, der bestiller rejsen, eller farfar, der køber computeren, men ofte så inviterer de jo sønnike og svigerdatter med på turen til Toscana eller sender computeren videre.”

Hvad køber vi på nettet?

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent