Gemt

EU-landene har desværre sagt ja til online salgspligt

EU-landene har indgået en aftale om at indføre en salgspligt ved online salg. Men indholdet er uklart og byrdefuldt for netbutikkerne, og Dansk Erhverv arbejder fortsat på at begrænse skaderne.

Nyhed

Dansk Erhverv | E-Handel - den 11. december 2017

Man siger, at vejen til helvede ofte er brolagt med gode intentioner - og det udsagn passer godt på geoblockingforordningen, som der i EU blev indgået en samlet politisk aftale om torsdag. Advarslerne har ellers været mange.

Dansk Erhverv har været en af de mest aktive i Bruxelles og har sammen med de øvrige erhvervsorganisationer påpeget, at det ikke vil gavne europæisk e-handel at tvinge netbutikker til at sælge til forbrugere i lande, de ikke selv ser en forretning i at være i.

Selvom Dansk Erhverv deler Europa-Kommissionens mål om, at flere netbutikker skal sælge over grænserne i EU, er tvang den helt forkerte vej at gå.

Når virksomheder ikke bare sælger online til kunder i alle 28 EU-lande skyldes det, at forbrugerbeskyttelsesregler, produktstandarder, betalingsløsninger m.v. er forskellige - og det ændrer den nye forordning desværre ikke på. Forslaget er på mange måder uklart, men trods dette er der enighed om en usædvanlig kort implementeringsfrist.

Nedenfor gennemgås de vigtigste elementer i forordningen.

Salgspligt, men ikke leveringspligt
Forordningen indfører et forbud mod teknisk geoblokering, ligesom det bliver forbudt for virksomheder med salg i flere lande at reroute deres kunder til hjemmesiden i kundens hjemland, medmindre kunden har givet samtykke til det.

Netbutikker må heller ikke afvise at sælge til kunder i andre EU-lande, selvom kunden har bopæl udenfor netbutikkens normale forretningsområde. Der indføres en salgspligt, men ikke en leveringspligt. Med en leveringspligt ville netbutikkerne også blive forpligtet til at fremsende varer til hele Europa og antagelsesvist at efterleve regler og standarder i forbrugernes hjemlande.

Det slipper butikkerne for med den aftale, der ligger nu. Men forordningen vil alligevel pålægge netbutikkerne nye byrder, bl.a. ved reklamationer, nye krav til hjemmesider, ligesom forslaget er juridisk uklart, hvilket giver usikkerhed.

Transportudgifter kan løbe løbsk ved reklamationer
Forslaget gør det lettere at købe i lande med lavere moms, og det må forventes, at der vil opstå forretningsmodeller, hvor transportfirmaer hjælper forbrugere med transporten - a la ”Shop USA”.

Selvom forslaget kun indebærer en pligt til at levere indenfor netbutikkens normale forretningsområde, og kunderne selv må sørge for transporten det sidste stykke, så gælder det ikke, hvis varen har en reklamationsberettiget mangel.

Når forbrugeren selv står transporten, så det øger det risikoen for transportskader, hvis produkter ender med at blive transporteret længere, end emballagen er beregnet til.

I de situationer har kunden krav på at få udbedret manglen uden omkostninger. Det betyder, at netbutikken også skal betale for transporten af varen til og fra kundens hjemland - uanset afstand, og også selv om butikken slet ikke leverer eller henvender sig til kunder i det pågældende land.

Ansvar flyttes fra netbutik til forbruger
Når netbutikker sælger og leverer aktivt i andre EU-lande, skal de overholde forbrugerreglerne og leve op til de fastsatte standarder i det pågældende land. De skal også være i stand til at give service på et sprog, som forbrugeren forstår.

Fremover bliver det forbrugernes eget ansvar, hvis de køber i netbutikker, der ikke sælger aktivt i deres land. De kan heller ikke kræve hjælp af netbutikken på deres eget sprog.

Serviceudbydere kommer til at sælge til samme pris i alle lande
Forslaget omfatter også onlinesalg af serviceydelser, f.eks. feriehusudlejning, billetter til koncerter og forlystelsesparker, biludlejning m.v. Virksomheden må godt have flere hjemmesider i forskellige lande, og de må også godt have forskellige priser, men de må ikke nægte nogen at købe der, hvor det er billigst.

Forordningen vil gøre det sværere at lave kampagner målrettet særlige markeder. Det kan føre til, at man som virksomhed bliver tvunget til at have ens priser i hele Europa.

Dansk Erhverv har påpeget, at det ikke nødvendigvis er godt for udbud og konkurrence.

Stadig mange ubesvarede spørgsmål - og usædvanlig kort implementeringsfrist
Når det endeligt vedtagne forslag snarest bliver offentliggjort, skal det efter senest 9 måneder være implementeret i alle EU-lande. Det forventes at blive omkring 1. december 2018.

Det er en usædvanlig kort implementeringsfrist, især fordi der stadig er så mange ubesvarede spørgsmål:

  • Hvordan undgås det for eksempel, at netbutikken bliver holdt ansvarlig for skader, som kundens eget transportfirma har forvoldt?
  • Hvornår starter fortrydelsesretten, når forbrugeren selv har sørges for transporten?
  • Hvordan undgås det, at netbutikken bliver underlagt forbrugerregler udenfor sit normale forretningsområde?
  • Hvordan skal netbutikker, der sælger i flere EU-lande, ændre deres hjemmesider?
  • Hvordan skal forbrugerne vide, om det, de køber, virker og ikke er ulovligt i deres hjemlande?

Dansk Erhverv arbejder på at begrænse byrder for virksomhederne
Den danske regering har gjort en stor indsats for at skabe større klarhed, men fik desværre ikke held med det hele. Regeringen har tilkendegivet, at den vil udarbejde en implementeringsgruppe i Danmark, hvilket Dansk Erhverv roser.

Dansk Erhverv vil nu nedsætte en følgegruppe af berørte medlemmer, ligesom vi arbejder sammen med vores europæiske organisation på at udarbejde en praktisk guide til virksomhederne.