Gemt

Gode tal for feriehusudlejning understreger behov for forhøjet bundfradrag

Helt nye tal viser, at der også har været gang i feriehusudlejningen i september måned. Det haster med at få øget bundfradraget, lyder det fra Dansk Erhverv.

Nyhed

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal for feriehusudlejningen i september måned, der endnu en gang viser, at det er meget populært at holde ferie i et feriehus langs de danske kyster. I september måned var der således mere end 1.900.000 overnatninger. Det er en stigning på 19,3 procent sammenlignet med samme måned året før.

”Det er glædeligt at se, at der også i en måned, der ligger lidt udenfor den traditionelle feriesæson, er så mange turister, der gerne vil bo i vores feriehuse. Det slår fast, at det danske feriehusprodukt står stærkt og er i fremgang. Og det understreger bare endnu en gang, hvor stort et behov der er for, at vi får forhøjet bundfradraget for udlejning af feriehuse, så vi også i fremtiden har den fornødne udlejningskapacitet til rådighed for at kunne modsvare den store efterspørgsel – også uden for højsæsonen,” siger politisk konsulent i Dansk Erhverv Anne Fuglsang-Damgaard Sina.

Ingen tid at spilde

Regeringen lancerede som en del af sin ’Strategi for vækst gennem deleøkonomi’ i oktober 2017 en forhøjelse af bundfradraget for udlejning af feriehuse gennem et udlejningsbureau fra de nuværende 21.600 kr. til 36.000 kr.

”Vi ser frem til at udspillet bliver til konkret politik og vedtaget på Christiansborg hurtigst muligt. Mange er allerede så småt ved at planlægge næste års ferie, og der er virkelig ingen tid at spilde, hvis vi vil have flere til at leje deres feriehuse ud,” siger Anne Fuglsang-Damgaard Sina.