Gemt

Se de nye lovforslag på transportområdet

Hvilke love på transportområdet vil blive gennemført frem til sommerferien 2018? Bliv klogere på regeringens planer og Dansk Erhvervs holdning.

Nyhed

Regeringens lovprogram 2017/2018 på transportområdet

Samtidig med at det nye folketingsår fremsatte regeringen sit program for, hvilke love den vil gennemføre frem til sommerferien.

Programmet er en blandet landhandel af stort og småt, også på transportområdet og indeholder blandt andet følgende:

  • Nedsættelse af registreringsafgift for biler
  • omlægning af skattereglerne for leasing
  •  revision af taxiloven,
  • tilladelse til små motoriserede køretøjer (Segways mv.)
  •  ændring af postloven
  •  tilladelsesordning for varebiler,
  • IT-sikkerhedsregler for transport 
  • ændring af luftfartsloven.

Dansk Erhverv glæder sig over, at mange af de erhvervsrettede forslag følger vores politiske ønsker og anbefalinger. Der er dog også lovforslag med potentielle knaster, som Dansk Erhverv arbejder for at forbedre under det lovforberedende arbejde. En række af forslagene er karakteriseret ved, at det endnu er for tidligt at afgøre deres virkning, da denne afhænger af den konkrete udformning.

Taxilov
Regeringen vil modernisere taxiloven. Der gives tilladelse til drift i selskabsform, og tilladelsesantallet gives fri over en overgangsperiode. Forslaget indeholder også bestemmelser om øget tilknytning mellem vognmænd og kørselskontorer (taxicentraler).

Dansk Erhverv støtter overordnet forslaget, der er et skridt fremad i forhold til den eksisterende lovgivning. Vi er dog skeptiske over for elementer i forslaget – herunder tilknytningen mellem vognmænd og kørselskontorer – bl.a. fordi forslaget giver kørselskontorerne adgang til at drive vognmandsvirksomhed og dermed konkurrere med vognmændene. Det skal de være velkomne til, men vognmændene skal ikke samtidig tilpligtes at indberette virksomhedsfølsomme oplysninger til kontoret, der er blevet deres konkurrent.

Færdselsloven, små motoriserede køretøjer
Regeringen foreslår at indføre regulering for f.eks. segways, unicycles m.v. og dermed skabe mulighed for at bruge disse på offentlige veje. Samtidig foreslås indført mulighed for forsøgsordninger for køretøjerne.

Dansk Erhverv støtter muligheden for flere forskellige transportformer, men vi er skeptiske overfor hvilken indvirkning, som dette til have på den eksisterende trafik. Den generelle mobilitet og færdselssikkerhed må ikke kompromitteres ved forslaget.

Postloven
Regeringen vil give ministeren mulighed for at sikre befordringspligten. Det kan vi umiddelbart støtte - men der foreligger ikke et konkret lovforslag. Det konkrete lovforslag vil afhænge af hvilken løsning, som forhandlingerne med svenskerne om Postens fremtid, byder på.

Godskørselsloven – tilladelsesordning for varebiler
Regeringen vil – efter opfordring fra et flertal uden om regeringen – indføre en tilladelsesordning for varebiler under 3,5 tons, der udfører godskørsel for fremmed regning. Ordningen vil være inspireret af det eksisterende tilladelsessystem for lastbiler over 3,5 tons.

Forslaget har været behandlet i det såkaldte Varebilsudvalg, der ikke havde en klar indstilling til spørgsmålet i sin afrapportering. Forslaget forventes i høring i slutningen af 2017.

NIS-direktivet
Regeringen vil implementere NIS-direktivet om net- og informationssikkerhed i transport- og bygningslovgivningen.

Dansk Erhverv støtter skærpet fokus på cyberangreb på kritisk infrastruktur – også i lyset af EU-Kommissionen aktuelle udspil om at tilføre flere ressourcer, bl.a. med henblik på stærkere international koordinering, men vi vil se det konkrete forslag, før vi tager endeligt stilling.

Luftfartsloven
Regeringen vil justere reguleringen af Københavns Lufthavn bl.a. ved styrket kapacitetstilsyn og servicemål for sikkerhedskontrollen.
Sikkerhedskravene til luftfart øges løbende. Det er derfor en udfordring at give passagererne den samme service indenfor stadig mere sikkerhedsoptimerede rammer. Dansk Erhverv forholder sig derfor foreløbig neutralt til forslaget, idet det vil komme an på den konkrete lovtekst at vurdere, hvilke konkrete effekter dette til have for lufthavnens serviceniveau.

Kontakt

Transport

Jesper Højte Stenbæk

Fagchef for transport og infrastruktur
Medarbejderprofil