;
Gemt

Leder eller ej?

I en faglig voldgift slog opmanden fast, at en senior sales coordinator ikke var en tilstrækkeligt betroet medarbejder til at være omfattet af Lederaftalen. Derfor skulle virksomheden ikke betale ledergodtgørelse på 3 måneders løn i henhold til Lederaftalen.

Nyhed

Hvad siger reglerne?
Lederaftalen er en overenskomst for ledere indgået mellem DA og Lederne. Et ansættelsesforhold er omfattet af Lederaftalen, når virksomheden har tiltrådt aftalen, eller er medlem af en arbejdsgiverorganisation under DA, og medarbejderen er medlem af Lederne, Maskinmestrenes Forening eller Dansk Formands Forening. Medarbejderen skal derudover være ”leder” eller ”betroet” i Lederaftalens forstand, som indebærer:

a) Hel eller delvis ret til at lede og fordele arbejdet.
b) Tillagt dispositionsret eller andre beføjelser, som forpligter virksomheden.
c) Udførelse af arbejdsfunktioner, der på grund af karakteren af arbejdsopgaver er forbundet med et særligt ansvar.

Hvis ansættelsesforholdet er omfattet af Lederaftalen, kan medarbejderen være berettiget til en godtgørelse på 3 måneders løn, hvis virksomheden opsiger ansættelsesforholdet, og medarbejderen på opsigelsestidspunktet har 10 års uafbrudt anciennitet og er fyldt 50 år. Medarbejderen må dog ikke være fyldt 65 år på det endelige fratrædelsestidspunkt.

Faglig voldgift
Sagen angik en senior sales coordinator, som blev opsagt efter 34 års ansættelse. Medarbejderen mente, at ansættelsesforholdet var omfattet af Lederaftalen og krævede derfor ledergodtgørelse på 3 måneders løn. Medarbejderen gjorde gældende, at han havde haft en særligt betroet stilling, da han havde haft mulighed for at overskride det almindeligt gældende rabatmandat, og at han derved kunne forpligte virksomheden både formelt og reelt.

Virksomheden gjorde på den anden side gældende, at medarbejderen havde en almindelig sælgerfunktion, og at han som de øvrige sælgere var begrænset af det almindeligt gældende rabatmandat. Eventuelle overskridelser af rabatmandatet krævede en chefs godkendelse, og medarbejderen var derfor ikke tillagt nogen dispositionsret, der kunne forpligte virksomheden.

Opmandens afgørelse
Opmanden lagde til grund, at medarbejderen nok kunne indgå aftaler med kunder, som overskred rabatmandatet, men at sådanne aftaler forudsatte godkendelse fra en chef.

Herefter fandt opmanden ikke, at der var grundlag for at antage, at medarbejderen havde haft særlige beføjelser, der kunne forpligte virksomheden i Lederaftalens forstand.

Da ansættelsesforholdet ikke var omfattet af Lederaftalen, blev virksomheden frifundet.

Dansk Erhverv vurderer
Dansk Erhverv er tilfreds med afgørelsen, som slår fast, at et ansættelsesforhold ikke automatisk omfattes af Lederaftalen, når medarbejderen tillægges en dispositionsret inden for en fastlagt ramme.

Det er værd at bemærke, at det er en stillings reelle indhold, der er afgørende for, om en medarbejder kan anses for ”leder” eller ”betroet” i Lederaftalens forstand. Et ansættelsesforhold kan derfor hverken undtages fra eller omfattes af Lederaftalen ved at angive en bestemt stillingsbetegnelse.

Dansk Erhverv tilbyder rådgivning om både opsigelser og Lederaftalen. Dansk Erhverv opfodrer vores medlemsvirksomheder til at søge rådgivning ved tvivl eller tvister om opsigelser eller Lederaftalen.

 

 

Kontakt

Spørg om ansættelsesret og personaleforhold

Dansk Erhvervs Hotline

3374 6400hotline@danskerhverv.dk