Mens vi venter på finansloven

Af Geert Laier Christensen, underdirektør i Dansk Erhverv

For nyligt landede regeringen erhvervspakken. En pakke, der indeholdt en række positive elementer, så som en fjernelse af nøddeafgiften, nedsættelse af andre afgifter og elementer, der løfter investeringsniveauet.

Nu venter vi så på finansloven for 2018 og en skattepakke. Muligvis sammen, muligvis hver for sig. Det er der i skrivende stund vist ikke enighed om blandt de forhandlende parter.

For Dansk Erhverv er det bl.a. afgørende, at der er fokus på skattetiltag, der øger arbejdsudbuddet, at man sikrer tilstrækkelige ressourcer til uddannelsesområdet og at der gennemføres en boligserviceordning, der skaber jobs til personer på kanten af arbejdsmarkedet.

Det store forhandlingsspil mellem regeringen og DF drejer sig om fordeling af midler til henholdsvis regeringens fremlagte skattepakke indeholdende bl.a. en serviceboligjobordning og forøgelse af offentlige udgifter til velfærd og politi.

Skattepakken. Det store spørgsmål her er afvejningen mellem at skabe en effekt på arbejdsudbuddet og så den sociale profil.

Beskæftigelsesfradraget er en god illustration. Jo højere, det føres op, desto større arbejdsudbudseffekt, men naturligvis samtidigt større skattelettelser til de, der har størst indkomster. Regeringen lagde op til, at loftet skulle væk, men DF vil formentlig ikke acceptere, at det kommer over topskattegrænsen.
Jobfradraget er en lettelse i bunden, som desværre trækker arbejdsudbuddet i den forkerte retning.

På velfærdsområdet ønsker DF i udgangspunktet 0,8 procent vækst i offentlige udgifter. Vækst i udgifter på ældreområdet. Personale og ældreboliger. Hospitaler og en helikopter til Nordjylland.

Hvor skal pengene så komme fra?
Jo, noget af finansieringen vil givetvis komme fra, at man i højere grad vil indføre optjeningsprincipper for overførselsindkomster, og en del vil blive taget fra det berømte eller måske snarere berygtede råderum.

Råderummet kan med lidt god vilje kaldes det offentliges forventede overskud, og det er sket mere end en gang i nylig dansk politik, at netop råderummet bliver peget på som en oplagt finansieringskilde. Så tager man jo heller ikke noget fra nogen, synes logikken at være.

Der er naturligvis utrolig mange flere forslag i spil end de ovenfor nævnte. I den sammenhæng er det en vigtig pointe, at selvom der i år forhandles om ekstra meget, så er det kun i størrelsesordenen 1,0 procent af de samlede offentlige udgifter, der indgår i forhandlingerne.

Langt hovedparten er altså ”business as usual”. Når det så er sagt, så giver det sig selv, at det ikke er ligegyldigt, hvilken retning politikerne trækker Danmark i.