Gemt

Slip for kontanter om natten – du kan snart afvise dem

Fra 1. januar 2018 bliver der lempet på reglerne for, hvornår du som erhvervsdrivende er forpligtet til at tage imod kontanter. Det betyder, at du snart selv kan vælge, om du vil takke nej til kontanter om natten. Bliv klogere på reglerne her.

Nyhed

Som erhvervsdrivende kan du snart beslutte, om du vil tage imod kontanter eller ej i tidsrummet kl. 22.00 – 06.00. Dette giver dig bedre mulighed for at beskytte dig mod røveri. Ligger din butik tilmed i et særligt røveriudsat område, har du mulighed for at vælge kontanter fra i tidsrummet kl. 20.00 – 06.00.

Se her, om din virksomhed ligger i et særligt røveriudsat område

Husk at underrette Finanstilsynet, hvis din virksomhed ligger i et særligt røveriudsat område, og du derfor ikke ønsker at tage imod kontanter allerede fra kl. 20. Det er dog ikke alle, som får mulighed for at slippe for pligten til at modtage kontanter. Følgende betalingsmodtagere vil fortsat være forpligtede til at tage imod kontanter:

  • Apoteker, apoteksfilialer og håndkøbsudsalg
  • Medicinudleveringssteder
  • Tandlæger

Reglerne omfatter dog stadig ikke fjernsalg eller ubemandede selvbetjeningsmiljøer. Efterleves reglerne til kontantpligt ikke her, vil man blive idømt bøde.

Kontantløse butikker er billigere – og mere sikre
Dansk Erhverv har længe arbejdet for en fuldstændig afskaffelse af kontantkravet, så den erhvervsdrivende selv kan beslutte, hvorvidt butikken skal modtage kontanter eller ej. Kontanter i butikken øger sandsynligheden for røverier, da det er kontanter og ikke varer, som de kriminelle ofte går efter. Samtidig betyder den teknologiske udvikling, at brugen af kontantbetalinger i detailhandlen er faldende, da danskerne er glade for at betale med betalingskort, betalingsapps og lignende. Kontantløse butikker vil både øge sikkerheden for personalet, reducere omkostningerne ved at håndtere kontanter og omkostningerne ved sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. kameraovervågning.

 

Kontakt

Handel, Byg, Teknik & Service

Henrik Hyltoft

Vicedirektør
Medarbejderprofil