Gemt

Europæisk vækst giver jobfest - også godt for dansk økonomi

Markit Economics har her til morgen offentliggjort PMI tal for euroområdet for oktober. PMI tallene er den førende aktivitetsindikator – og dagens tal giver bestemt grund til optimisme på det europæiske opsvings vegne.

Nyhed

24. oktober 2017

PMI-tallet for industri og service faldt godt nok en anelse tilbage fra 56,7 til 55,9 i oktober, men niveauet er fortsat meget højt, og indikerer fortsat flot vækst i Euroområdet. PMI tallene indikerede BNP-kvartalsvækst på 0,7% i 3. kvartal for euroområdet – og med det fortsat høje niveau i oktober, så er der meget, som tyder på at fremgangen vil fortsætte i 4. kvartal. Ud over at niveauet for PMI-indekset fortsat er meget højt, så melder virksomhederne i Europa samtidig om den højeste jobvækst i over ti år. Kigger vi isoleret set på jobskabelsen i industrien, så ligger indekset på det højeste niveau i mindst 19 år (den periode, der er statistik). Så der er ingen tvivl om, at det europæiske opsving trækker beskæftigelsen med sig.

De fortsat stærke økonomiske nøgletal for Europa giver naturligvis også grund til optimisme med hensyn til de kortsigtede vækstudsigter for dansk økonomi. De økonomiske konjunkturer herhjemme følger de europæiske konjunkturer tæt – og meget tyder derfor på, at de seneste halvsvage vækstindikatorer, som vi har haft fået for dansk økonomi er af forbigående karakter. Vi venter således pæn vækst i 4. kvartal drevet af fremgang i både forbrug og eksport. Med så flotte europæiske nøgletal, så vi det være overraskende, hvis det danske opsving ebber ud på nuværende tidspunkt. Den høje fart på europæisk økonomi øger dog også risikoen for overophedning herhjemme – og der er ingen tvivl om, at udviklingen fx på arbejdsmarkedet skal følges tæt, så vores økonomi ikke overopheder som i 2006/07.