Gemt

Ingen pligt til at omplacere en medarbejder på barsel

Vestre Landsret har fastslået, at en virksomhed var berettiget til at opsige en medarbejder på barsel, da hendes stilling blev nedlagt på grund af arbejdsmangel. Virksomheden havde ikke pligt til at omplacere medarbejderen.

Nyhed

Kort Nyt PERSONALE, 26. oktober 2017

Det siger ligebehandlingsloven
En arbejdsgiver må ikke opsige en medarbejder på grund af graviditet eller barsel. Hvis en medarbejder opsiges under graviditet eller orlov, er det derfor arbejdsgiveren, der skal bevise, at opsigelsen ikke er helt eller delvist begrundet i disse forhold.

Sagen kort
Sagen drejer sig om en medarbejder, der var ansat som IT-ingeniør i en lille afdeling bestående af medarbejderen selv og hendes chef. Hun havde været ansat i virksomheden siden august 2008 og havde gennem sin ansættelsestid været beskæftiget i andre afdelinger. Hun var på opsigelsestidspunktet på barsel for anden gang inden for en kort periode.

Virksomheden havde siden 2013 frem til første kvartal i 2015 oplevet et markant fald i omsætningen og et stort frafald af kunder i den afdeling, som medarbejderen var ansat i.

Virksomheden besluttede i marts 2015 at opsige medarbejderen, da frafaldet af kunder betød færre arbejdsopgaver.

Medarbejderen mente, at virksomheden havde lagt vægt på hendes barsel i forbindelse med opsigelsen. På grund af sin erfaring fra en anden afdeling mente medarbejderen, at hun var stand til at varetage andre arbejdsopgaver, som blev udført af hendes kolleger, og at virksomheden derfor skulle have opsagt en af kollegaerne og omplaceret hende.

Landsrettens afgørelse
Landsretten fastslog først, at der ikke gælder en pligt til positiv særbehandling af gravide medarbejdere, herunder en omplaceringspligt, men at muligheden for omplacering kan indgå i vurderingen af, om reglerne for ligebehandling er blevet overtrådt.

Landsretten lagde til grund, at der var en nedgang af arbejdsopgaver på grund af kundefrafaldet, og at medarbejderen ikke havde kompetencerne til at varetage sine kollegers arbejdsopgaver, idet de var stærkt specialiseret inden for deres område. Virksomheden havde derfor ikke anledning til at overveje omplacering og blev frifundet af landsretten. Virksomheden havde tidligere tabt sagen i byretten.

Dansk Erhverv vurderer
Afgørelsen bekræfter, at virksomheder kan opsige en medarbejder på barsel, hvis medarbejderen ikke har de rette kompetencer til at opretholde driften.

Afgørelsen er også i tråd med gældende praksis om, at der ikke gælder en pligt til positiv særbehandling af medarbejdere på barsel. Spørgsmålet om omplacering kan dog indgå i bevisvurderingen af, om reglerne for ligebehandling er blevet overtrådt.

Da bevisbyrden er meget tung i disse sager, anbefaler Dansk Erhverv altid vores medlemmer til at kontakte os for rådgivning, før opsigelse af en medarbejder, der er gravid eller på barsel.