Gemt

Regeringen fjerner digitalt papirnusseri

Regeringen har netop givet svar på 45 forslag fra Virksomhedsforum, der skal lette den digitale kontakt mellem det offentlige og erhvervslivet. Godt nyt, lyder det fra Dansk Erhverv og FSR – danske revisorer.

Nyhed

Der er mange muligheder for at gøre den digitale kontakt mellem det offentlige og erhvervslivet nemmere for alle parter. Forslagene fra Virksomhedsforum spænder bredt. Fra hjælpsomme tilføjelser af tekst på SKATs hjemmeside til krav om tidlig inddragelse af virksomheder, når der søsættes nye digitale projekter. Fælles for de alle forslag er, at de påvirker i tusindvis af danske virksomheder, og at de ikke må give flere byrder til hverken andre typer virksomheder eller det offentlige.

”Igennem arbejdet i Virksomhedsforum kan vi se, at der er rigtig mange fornuftige forslag, der skaber en win-win situation for det offentlige og erhvervslivet. Altså, hvor de samlede administrative byrder simpelthen bliver mindre. Det er jo fantastisk hvis alle parter kan ende med at bruge mindre tid på digitalt bøvl,” siger Janus Sandsgaard, fagchef for IT og Digitalisering hos Dansk Erhverv.

Mere tid til at drive virksomhed

Danmark blev igen i 2017 kåret som Europas mest digitale land, og en store del af æren for den titel går til det offentlige, der har været med til at drive udviklingen. I omegnen af 12 mio. digitale indberetninger modtager det offentlige i dag fra de danske virksomheder årligt. Det har været med til at spare store mængder tid og penge ude i virksomhederne og i det offentliges drift, men noget kunne tyde på, at der stadig er plads til forbedringer.

”Uanset hvor gode intentioner man har, ender offentlige digitale løsninger desværre ofte med utilsigtet tidsspilde hos virksomhederne, fordi man mangler deres perspektiv. Derfor har vi i Dansk Erhverv gjort en ekstra indsats for at høre vores medlemmer om, hvad de oplever som bøvlet, for derigennem at give dem mere tid til det, de er sat i verden for; At drive deres virksomhed,” siger Janus Sandsgaard og fremhæver, at flere af forslagene der i dag gennemføres, er blevet sendt til Dansk Erhverv af virksomheder, der har siddet med et konkret problem.

Problemer kunne helt have været undgået

På initiativ af FSR – danske revisorer og Dansk Erhverv har Virksomhedsforum i 2017 haft et særligt digitalt tema. Hos begge er vurderingen, at forslagene, der i dag gennemføres, vil fjerne reelle udfordringer for tusindvis af danske virksomheder. Men man er også enige om, at forebyggelse er den bedste vej frem. Derfor er det særligt positivt, at regeringen har valgt at gennemføre flere forslag, der går på at involvere virksomhederne tidligere, når der laves nye digitale løsninger.

”Et godt eksempel er selvangivelsen hos SKAT, som mange virksomheder sidder og bakser med hver eneste år. Nu kan data fra tidligere år kopieres med over til den nye selvangivelse, og det gør arbejdet med skatten lettere for tusindvis af danske virksomheder,” siger Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, og fortsætter: 

”Men løsningen med at kopiere skattedata fra én selvangivelse til en anden kunne lige så godt have været der fra starten. Vi kan se, at mange problemer med nye digitale tiltag først opdages, når de tages i brug. Det giver ekstraordinært meget bøvl for både virksomhederne og det offentlige, og det kan man forhåbentlig undgå ved i højere grad at inddrage virksomhederne tidligere,” siger Tom Vile Jensen.

Listen over de forslag, som gennemføres, kan findes her.