Gemt

Rekordhøj optimisme blandt tyske virksomheder - godt nyt for dansk eksport

Aldrig tidligere har tysk erhvervsliv set så lyst på fremtiden.

Nyhed

25. oktober 2017

Aldrig tidligere har tysk erhvervsliv set så lyst på fremtiden som lige nu. Det såkaldte IFO-indeks er Tysklands førende konjunkturbarometer. I IFO indeks forholder virksomhederne sig til, hvordan det går her og nu, men derudover svarer de også på forventningerne til fremtiden. IFO indekset for oktober er netop blevet offentliggjort og indekset steg til det højeste niveau nogensinde. Vurderingen af den nuværende økonomiske situation steg fra 123,7 til 124,8, og indekset for forventningerne til fremtiden steg fra 107,5 i september til 109,1 i oktober. Det samlede indeks steg fra 115,3 til 116,7 – hvilket som nævnt er rekord.

Der er ingen tvivl om, at der er godt gang i tysk økonomi, og med dagens IFO indeks er der grund til at forvente, at fremgangen kommer til at fortsætte over de kommende måneder. Fremgang i tysk økonomi er selvsagt godt for dansk økonomi. Vi er meget afhængige af den økonomiske udvikling i Tyskland, som er vores vigtigste eksportmarked. Fremgangen i tysk økonomi taler for, at danske eksportører kan afsætte mere på det tyske marked – men samtidig giver fremgangen i tysk økonomi også anledning til øget bekymring mht. manglen på arbejdskraft herhjemme. Det er allerede svært for de danske virksomheder at få den arbejdskraft, de har behov for, og udfordringerne bliver ikke mindre, når det går så godt hos vores nabo i syd. Selvom der således ikke er tale om en skyfri himmel for dansk erhvervsliv, så er det dog værd at glæde sig over, at de økonomiske nøgletal i Europa i øjeblikket er så stærke, det kommer også os til gavn.