Gemt

Fortsat problemer med rekruttering

Nye tal fra Danmarks Statistik viser et fald i antallet af danskere på overførselsindkomst, men det er ikke nok til at følge med udviklingen i beskæftigelsen, advarer Dansk Erhverv.

Nyhed

28. september 2017

Fra første til andet kvartal 2017 faldt antallet af modtagere af overførselsindkomst i den erhvervsaktive alder med 3.900 personer og ender dermed på 727.700 personer, når man fraregner modtagere på SU, ifølge nye tal fra Danmarks Statistik.

”Det er især færre på efterløn, færre dagpengeledige og færre kontanthjælpsmodtagere, som baner vej for endnu et kvartal, hvor antallet af personer på overførsler falder og lægger endnu et kvartal til den gunstige udvikling med det uafbrudte fald i det samlede antal af modtagere af overførsler, som vi har set siden 2. kvartal 2015. Den gode udvikling er båret af en fortsat stigende efterlønsalder og af fortsatte kraftige stigninger i beskæftigelsen,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Fortsat store rekrutteringsudfordringer

Faldet i antallet på overførsler gavner de mange virksomheder, som har svært ved at få besat ledige stillinger og aflaster samtidig et underskud på de offentlige finanser.

”Men selvom der umiddelbart fortsat er et stort rekrutteringspotentiale blandt modtagerne af overførsler i den erhvervsaktive alder og udviklingen går i den rigtige retning, så ændrer det ikke på udsigten til, at flere og flere virksomheder oplever rekrutteringsudfordringer. Udviklingen i beskæftigelsen løber simpelthen for hurtigt,” siger Peter Halkjær.

Arbejdsudbuddet skal øges

Han peger derfor på, at der er behov for en række tiltag til at afhjælpe problemet med mangel på arbejdskraft.

”Hvis regeringen kan opnå et flertal for deres udspil til en Jobreform II, vil det trække arbejdsudbuddet i den rigtige retning. Men også bedre adgang til arbejdskraft fra udlandet og en styrket virksomhedsrettet indsats i kommunerne kan være en del af medicinen, der kan rette op på den stigende mangel på arbejdskraft, som virksomheder over hele landet er oppe imod. Derfor håber vi i Dansk Erhverv på opbakning til reformen fra partierne i folketinget. Bedre muligheder for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft og en mere smidig virksomhedsservice fra jobcentrene kan være andre veje at gå til at sikre et større udbud af arbejdskraft,” siger Peter Halkjær.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil