;
Gemt

IT skal bredt ud

Regeringens teknologipagt skal sætte fokus på IT-kompetencer i fremtidens arbejdsmarked. Vigtigt at få IT-kompetencer ind i hele uddannelsessystemet, mener Dansk Erhverv.

Nyhed

Den teknologiske udvikling betyder, at der hurtigt kan komme mangel på højtuddannet IT-arbejdskraft. Derfor har regeringen indgået en teknologipagt med en række virksomheder og organisationer. Dansk Erhverv er med i initiativet og vil arbejde for, at IT også kommer bredere ud i hele uddannelsessystemet.

”Den digitale revolution betyder, at virksomhederne skriger på medarbejdere med IT-kompetencer, og den efterspørgsel vil kun stige i de kommende mange år. Derfor er Teknologipagten et rigtigt initiativ, men det er ikke kun vigtigt, at se på de IT-specialiserede uddannelser, der skal også ses på IT-kompetencer bredt. Det bliver afgørende for alle fagligheder, om man så er lærer, læge eller salgskonsulent, at kunne bruge og forstå IT,” siger Laurits Rønn, som er direktør i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv har længe arbejdet for at IT kommer bredere ud. Det kan være teknologiforståelse i folkeskolen eller ny teknologi i forhold til erhvervsuddannelserne.

”Vi har brug for eksperten, som kan udvikle og drive avancerede systemer. Men vi har så sandelig også brug for at alle lige fra slagteren og kassemedarbejderen til salgskonsulenten har bedre IT-fagligheder. IT kommer til at ændre store dele af arbejdsmarkedet og have enorm betydning for alles arbejdsliv, så vi skal have kompetencerne bredt ud,” siger Laurits Rønn.

Kontakt

Direktion

Laurits Rønn

Viceadm. direktør
Medarbejderprofil