Gemt

Mere fart på detailsalget i marts, men forbruget er generelt ikke i sprint

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for udviklingen i det danske detailomsætningsindeks frem til og med marts i år.

Nyhed

dagens økonomiske kommentar af økonom jonas spendrup meyer

De nyeste tal viser, at detailsalget steg med 0,4 pct. fra februar til marts, når der tages højde for prisudvikling, effekten af sæson og antallet af handelsdage. Set i forhold til marts sidste år, så er detailsalget steget med 1,8 pct.

Med de nyeste tal kan vi gøre status over 1. kvartal 2018. I årets første 3 måneder har detailomsætningsindekset i gennemsnit ligget på 102,7 – det er det højeste niveau for et 1. kvartal, vi har haft siden 2011, og det er 1,4 pct. højere end 1. kvartal 2017. I forhold til 4. kvartal sidste år så er detailsalget blot steget med 0,1 pct. – dog skal man huske på, at Black Friday løftede salget i 4. kvartal, og da Black Friday er en relativ ny begivenhed, er det ikke sikkert, at effekten opfanges 100 pct. når der korrigeres for sæson.

Detailsalget var overordnet set pænt stigende gennem 2017 – godt trukket på vej af en positiv beskæftigelsesudvikling og reallønsvækst. De privatøkonomiske forudsætninger der kan være med til at skabe vækst i detailsalget er også at finde her i 2018. Men signalerne fra detailsalget har været lidt blandede her fra starten af 2018. Vi skal helt hen til årets 3. måned, før vi ser en månedlig vækst i det danske detailsalg og kombineret med tallene fra omsætning på Dankort, er det ikke ligefrem fordi, at vi ser tegn på, at forbruget buldrer derudaf.