Gemt

Nordiske lande samles om transportinvesteringer

Der skal findes fælles fodslag for investeringer i bedre, tværnational infrastruktur i de skandinaviske lande når repræsentanter fra Danmark, Norge og Sverige i dag mødes i Gøteborg til det første møde i Skandinavisk Infrastrukturgruppe.

Nyhed

Dansk Erhverv er med, når der i dag er sættemøde for den nye nordiske gruppe for infrastruktur og transport i Gøteborg. I Dansk Erhverv ser chefkonsulent Christoffer Greenfort frem til at være med til at udvikle den fælles infrastruktur i norden.

”Danmark har en central rolle i den skandinavisk infrastruktur. Når vores nordiske kollegaer skal transportere deres vejgods ud til de andre europæiske lande, så er det meget vigtigt, at de danske veje, broer med videre er gode nok til at transporten kan foregå så nemt og hurtigt som muligt. Der er derfor behov for et fælles skandinavisk fokus på infrastrukturelle løsninger, og jeg ser frem til det fremtidige arbejde,” siger Christoffer Greenfort, der sidder med i gruppen på vegne af Dansk Erhverv.

”Antallet af nødvendige infrastrukturprojekter stiger støt i trit med behovet for personlig mobilitet og for at få varer og gods ud til butikker, privatpersoner og virksomheder,” siger han og fortsætter:  

”Hvis vi skal kunne følge med dette behov, så skal der ændres tilgang til, hvordan midlerne til infrastrukturprojekter bliver sikret. Som det er nu, bliver der bevilliget penge på, hvad der nærmest kun kan beskrives som en ad hoc tilgang. Hvis vi skal fremtidssikre vores infrastruktur, så kunne vi med succes kigge på den model, vores svenske naboer har lavet. En langsigtet plan – for eksempel over 10 år, hvor finansieringen lægges i en pulje efter en fast plan. Projekternes prioritering kan så vurderes løbende, men der er sikkerhed for, at midlerne er der, når der er brug for dem”.

Fremadrettet skal Skandinavisk Infrastrukturgruppe mødes to gange årligt for at klarlægge muligheder og barrierer på transportområdet, og finde fælles skandinaviske løsninger på disse.