Gemt

Butikkernes salg faldt i julis sommervarme

Danmarks Statistik har fredag offentliggjort tal for udviklingen i salget i danske butikker (detailomsætningsindeks) frem til og med juli i år. Fredagens tal viser, at detailsalget faldt med 0,3 pct. fra juni til juli, når der korrigeres for prisudvikling og den normale effekt af sæson.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 24. august 2018

Faldet i juli skal ses i lyset af, at vi tidligere på sommeren og i slutningen af foråret oplevede rigtig pæn vækst i detailomsætningen. Sammenlignes perioden maj-juli med de tre foregående måneder, er detailsalget ikke desto mindre steget med 1,1 pct. Det er en ganske pæn vækst set over 3 måneder, og det lover godt for væksten i det private forbrug.

Tøjsalget steg med 0,1 pct. i juli efter et fald på 1,9 pct. i juni. Salget af fødevarer og andre dagligvarer steg med 0,1 pct., mens andre forbrugsvarer faldt med 0,9 pct. i juli i forhold til måneden forinden. Forbrugertilliden har i noget tid befundet sig på et niveau, som peger i retning af vækst i privatforbruget. Det gode humør blandt forbrugerne kunne også spores i den pæne vækst i det private forbrug i 1. kvartal, men kigger man for detailsalgstallene steg salget først for alvor i løbet af 2. kvartal. Med dagens tal har detailsalget ikke fået den mest optimale vækststart på 3. kvartal, men det er stadig for tidligt at dømme detailsalget ”ude” i forhold til vækst i 3. kvartal.

Overordnet har detailsalget været pænt stigende i 2018, og selv med faldet i juli er det nuværende niveau for detailsalget et pænt stykke højere, end det var på noget tidspunkt af 2017. Med de for tiden solide privatøkonomiske forudsætninger vil man også forvente, at salget i de danske detailbutikker er stigende. Et kraftigt opsving i beskæftigelsen kombineret med, at lønningerne stiger mere end priserne, har givet luft i de danske husholdningsbudgetter, og der er dermed også plads til højere forbrug.