Gemt

Dansk Erhverv: En grøn, klog og turismevenlig afgiftsreduktion

Dansk Erhverv hilser regeringens forslag om at reducere elvarmeafgiften for sommerhuse med 200 mio. kr. velkommen.

Nyhed

Det har været en ualmindeligt varm og solrig sommer i år. En af den slags, der nærmest kun forekommer én gang hvert århundrede. Derfor er feriehusturismen, som er den suverænt største værdiskaber i kystturismen, stærkt begrænset af høje elafgifter, når danske som udenlandske turister skal holde varmen i Kystdanmark.

”I Dansk Erhverv har vi længe peget på, at feriehusudlejningen har potentiale til at vokse yderligere. Særligt uden for højsæsonen. Men vækst i udlejningen af feriehuse kræver dels flere incitamenter for at danskerne har lyst til at købe sommerhuse, og dernæst også har lyst til at leje dem ud; dels at turisterne ikke brækker nakken på skyhøje ekstraregninger, når varmeforbruget opgøres,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, og fortsætter:

”Derfor er vi også meget glade for, at elopvarmede feriehuse i lighed med helårshuse nu omfattes af den lavere elvarmeafgift. Det danske turismeerhverv vil få stor glæde af denne ligestilling mellem helårs- og feriehuse. Det vil bidrage til at indfri ambitionen om en længere turistsæson, hvor der også er gæster og liv langs kysterne uden for sommermånederne,” siger Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv peger desuden på, at en ekstra bonus ved afgiftsreduktionen vil være, at da forurenende brændeovne oftest er den alternative opvarmningskilde til opvarmning med el, så gavner en sænkning af elvarmeafgiften i feriehuse både sommerhusejerne, turismen og miljøet.

FAKTA
Der findes i dag 220.000 feriehuse i Danmark, der bliver opvarmet med el kombineret med brændeovne, gasovne og andet.

Feriehusudlejning står for mere end halvdelen af de udenlandske overnatninger i Danmark. Alene i 2017 havde feriehusudlejningen 14 mio. udenlandske overnatninger (18,4 mio overnatninger i alt), hvilket er mere end halvdelen af de 26,1 mio. udenlandske overnatninger, der var i hele Danmark.

Beregninger fra VisitDenmark viser, at udlejning af feriehuse skaber en omsætning i samfundet i udkantsområder af Danmark på 8 mia. kr. og over 10.000 fuldtidsjob.

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil