Gemt

Dansk Erhverv: Finanslovsforslag giver erhvervslivet vitaminer

Regeringens forslag til finanslov rummer en række tiltag, som vækker glæde hos Dansk Erhverv.

Nyhed

Pressemeddelelse 30. august

Hvis regeringens erhvervsrettede forslag til finanslov gennemføres, vil det blive lettere at drive virksomhed i Danmark. Konkret er Dansk Erhverv tilfredse med fokus på forslag om at afskaffe affaldsafgift, elvarmeafgift, tiltag, som skal forhindre grænsehandel samt fokus på arbejdskraft.

 Adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, uddyber:

”Det er rigtigt, at have fokus på afgiftsniveauet for danske virksomheder. Mange af disse afgifter giver ikke de store indtægter til stat og kommuner, men de er dyre at administrere og tager vigtig tid, som kan bruges på at sikre vækst og arbejdspladser i Danmark. Derudover betyder danske afgifter, at forbrugere og virksomheder i stedet køber ind i udlandet. Derfor virker de mange afgifter som en håndbremse - ikke kun for virksomhederne, men også for dansk økonomi.”

 

Fokus på at øge arbejdsudbuddet
Udfordringer med mangel på arbejdskraft bliver også adresseret i regeringens forslag. For Dansk Erhverv er det vigtigt, at der nu og efter næste valg er fokus på at øge arbejdsudbuddet. Regeringens forslag er et fornuftigt skridt, mener Brian Mikkelsen:

 ”Vi har i dag fået tal fra Danmarks Statistik, som viser, at det især er vækstvirksomheder, der melder om mangel på arbejdskraft. Hjælp fra udenlandsk arbejdskraft er centralt for virksomhederne, men vi skal også se på andre tiltag, som for eksempel at få flere ældre til at udskyde pensionen. Vi har lavet en undersøgelse, som viser, at mere end 67 procent af danskerne er positive overfor udenlandsk arbejdskraft, som betaler skat i Danmark. Hos Dansk Erhverv er vi klar med gode forslag, så vi kan få et arbejdsudbud, der matcher virksomhedernes behov og øger muligheden for at indfri Danmarks store vækstpotentiale,” siger Brian Mikkelsen.